Annonceinfo

Meditation får dig til at træffe rationelle beslutninger

Du kan ved hjælp af mindfulness meditation blive bedre til at træffe rationelle økonomiske beslutninger. Det siger den danske hjerneforsker Ulrich Kirk, der netop har undersøgt emnet sammen med amerikanske forskere.

Mindfulness meditation kan gøre os bedre til at styre vores følelser, og derved får os til at handle mere rationelt. (Foto: Colourbox)

Hvis en ven eller slægtning vandt 100 kroner og derefter tilbød dig 10 kroner, ville du så acceptere tilbuddet?

Det logiske svar synes at være, selvfølgelig, hvorfor ikke?

Men den menneskelige beslutningsproces er ikke altid rationel, viser ny forskning fra Virginia Tech Carilion Research Institute.

Her har den amerikanske professor Read Montague og adjunkt Jonathan Downar sammen med den danske forsker Ulrich Kirk, assistant professor ved Human Neuroimaging Laboratory på Virginia Tech, arbejdet på et forskningsprojekt, som viser, at mennesker kan blive bedre til at handle rationalt ved hjælp af mindfulness meditation.

Unfair: Vi handler ud fra følelser

Ifølge undersøgelser vil kun omkring en fjerdedel af os sige: "Selvfølgelig, tak" .

Resten ville sige: "Det er ikke fair. Du har masser. Hvorfor giver du kun mig en lille andel?" 

I uretfærdige situationer vil folk altså ofte afvise enhver form for belønning - frem for at acceptere en ”urimelig andel”.

»Sådan reagerer mennesket normalt på brud med sociale normer, og det er langt hen ad vejen også positivt. Men i nogle tilfælde kan det være klogt at handle mere rationelt,«  forklarer Ulrich Kirk.

Er man buddhistisk munk eller bare trænet i mindfulness meditation, så vil mere end halvdelen tage imod, hvad der bliver tilbudt, uanset om der er tale om en ligelig fordeling eller ej.

Når testpersonerne konfronteres med urimelige valg, er de på grund af meditationen i stand til at træffe beslutninger rationelt frem for emotionelt, viser Ulrich Kirks forskning.

Ultimatum Game

Studiet rekrutterede både folk med træning i mindfulness meditation og folk uden erfaring i meditation til deltagelse i et hjernescanningsstudie.

Under hjerneskanningen, hvor forskerne fulgte aktiviteten i testpersonernes hjerne, skulle de spille det såkaldte Ultimatum Game.

Ultimatum Game er et spil bestående af to spillere.

Den ene modtager et beløb, i dette tilfælde 20 dollar. Spilleren kan vælge at dele dette beløb ligeligt med den anden spiller. Sådan at begge spillere får det samme beløb, altså 10 dollar.

Men personen kan også vælge at fordele beløbet ulige, sådan at han/hun selv beholder 19 dollar og kun giver 1 dollar til den anden spiller.

Den anden spiller kan så enten acceptere fordelingen eller afvise den. Hvis fordelingen afvises, får ingen af spillerne noget.

»Den mest fornuftbestemt måde at spille på er altid at acceptere tilbuddet. Selv ved en ulige fordeling, frem for slet ingen ting at få. Men så rationelt handler vi mennesker sjældent,«  siger Ulrich Kirk.

Afkobling af negative følelser

Resultaterne fra studiet viser, at folk uden træning i mindfulness meditation afviser ulige eller uretfærdige fordelinger.

Fakta

Mindfulness meditation har sine rødder i en 2500 år gammel buddhistiske tradition, og er vokset mere og mere populær i de vestlige samfund i løbet af de sidste par årtier.
Mennesker, som dyrker denne form for meditation, er bedre i stand til at udøve en vis kontrol over dem selv ved at reducere eller øge følelsesmæssige reaktioner i hjernen.

Når de præsenteres for ulige fordelinger, er der øget aktivitet i en del af hjernen, som er forbundet med negative følelser.

I modsætning hertil accepterer folk med træning i mindfulness i højere grad ulige fordelinger, og har aktivitet i somatisk-sensoriske områder i hjernen, som er forbundet med øget opmærksomhed på kropslige fornemmelser.

»Folk med træning i mindfulness er i stand til at afkoble negative følelser, og de kan derigennem øge kapaciteten i det område i hjernen, der danner grundlag for beslutningstagning,«  forklarer den danske hjerneforsker.  

Dansk økonom: Pengenes størrelsesorden har betydning

Steffen Andersen, lektor i økonomi ved Copenhagen Business School, har i et internationalt studie undersøgt netop Ultimatum Game.

Resultaterne publiceres om kort tid i artiklen Stakes Matter in Ultimatum Games i det videnskabelige tidskrift The American Economic Review.

Steffen Andersen har undersøgt Ultimatum Game ved at spille spillet blandt lokalbefolkningen i fattige landsbyer i det nordøstlige Indien.

Studiet viste, at det har afgørende betydning, hvor mange penge der spilles om.

»Hvis man spiller om 100 kroner, er det nemt og næsten omkostningsfrit at straffe sin medspiller for unfair fordeling. Men det kan have sin pris at straffe, hvis man i stedet spiller om én million kroner,« siger Steffen Andersen.

Han forklarer videre, hvordan de fattige indere, som deltog i forsøget i begyndelsen, når der bliver spillet om 5 eller 50 kroner, ofte valgte at straffe deres medspillere.

»Når vi ramte 500 kroner, som for fattige i Indien er rigtig mange penge, så var deltagerne ikke længere villige til at afslå den ulige fordeling,«  fortæller Andersen.

Det indiske studie peger derfor på, at det kan have betydning, hvor mange penge der er på spil. Og at vi ikke for enhver pris straffer mennesker for uretfærdig behandling.

Måske ikke irrationelt at straffe

»Nogle påstår, at det er irrationelt at straffe. Men det er det ikke nødvendigvis, hvis glæden over at straffe sin modspiller overstiger den økonomiske vinding,«  forklarer den danske økonom.

Han mener, at det er positivt, at mennesker er i stand til at sige fra. Dette aspekt er Ulrich Kirk er enig i.

»En verden, hvor mennesker altid handler rationelt, er langt fra ønskværdigt. Det vil betyde, at mennesker konstant bare skulle acceptere uretfærdighed,«  forklarer Kirk.

Han tilføjer, at mindfulness meditation ikke betyder, at man ikke kan sige fra.

Men at det kan gøre mennesker bedre til - i visse situationer - at lukke af for de følelser, der får dem til at handle irrationelt.

Det gælder eksempelvis folk med angst og depression. Mens andre også vil kunne bruge meditation i deres arbejdsliv, hvor de kan blive bedre til adskille deres personlige følelser fra deres arbejdsliv.

Forretningsfolk kan blive bedre til at investere med mindfulness

Hjerneforsker Ulrich Kirk er lige nu i gang med at videreudvikle studiet i mindfulness meditation.

Han og de øvrige forskeres nye fokus er på, hvordan mindfulness meditation kan hjælpe forretningsfolk til at tjene flere penge.

Inspiration til dette nye studie er en tidligere undersøgelse af mennesker med hjerneskader, i den del af hjerne som får os til at handle emotionelt.

De hjerneskadede testpersoner deltog i et investeringsspil, hvor målet var at tjene flest mulige penge.

”Studiet viste tydeligt, at de hjerneskadede testpersoner var usædvanlig gode til at lave investeringer, fordi de ikke var påvirket af følelser,” fortæller Kirk.

Med det nye studie håber han, at kunne lære forretningsfolk at blive bedre til at lukke af for deres personlige følelser for på den måde at kunne tjene flere penge.

Seneste fra Krop & Sundhed

Grønlandske stemmer

Majken Djurhuus Poulsen, ph.d.-studerende ved GEUS i Grønland.

Læs mere om Majkens forskning her: Grønland vil give rubiner fødselsattest

Tema om fremtiden for grønlandsk forskning

Det læser andre lige nu

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg