Drastisk fald i sædkvalitet »kan udrydde menneskeheden«
Kilde: 
26 juli 2017

I perioden 1973 til 2011 er vestlige mænds sædkvalitet blevet mere end dobbelt så dårlig, viser en omfattende gennemgang af 185 studier på området. Det skriver bbc.com.

Hovedforfatter og epidemiolog på Hebrew University of Jerusalem Hagai Levine mener, at det kan føre til menneskets endeligt, hvis tendensen fortsætter.

»Hvis vi ikke ændrer vores måde at leve på, miljøet og kemikalierne vi er udsat for, er jeg meget bekymret for, hvad der vil ske i fremtiden. Med tiden kan vi få et generelt problem med reproduktion, og det kan udrydde menneskeheden,« siger han til bbc.com.

I review-studiet, som er publiceret i tidsskriftet Human Reproduction Update, konkluderer forskerne, at det er mænd fra Europa, Nordamerika, Australien og New Zealand, hvis sædkvalitet er hastigt nedadgående.

Forskerne fandt i perioden på de 38 år et fald på 52,4 procent i sædkoncentrationen per udløsning og et fald på 59,3 procent i det totale antal sædceller. Studiet indikerer også, at den faldende sædkvalitet for de vestlige mænd vil fortsætte i fremtiden.

Andre forskere udtaler sig dog mindre bombastisk end Hagai Levine.

Til theguardian.com fortæller professor på University of Edinburgh Richard Sharpe, der ikke har været involveret i studiet, at det nye studie er »så tæt vi kan komme« på at være sikker på den faldende sædkvalitet. Han pointerer også, at årsagen til tendensen er uklar, og at det skyldes, at »vi for alvor har underinvesteret i forskning i mænds fertilitet.«

Den danske professor ved Syddansk Universitet Tina Kold Jensen, der heller ikke er en del af studiet, siger til theguardian.com, at hun er overrasket over det voldsomme fald, da hun »troede det muligvis var stoppet.«

Hun har nemlig selv deltaget i et 15 år langt dansk studie om unge mænd i militærets sædkvalitet, og disse resultater viste, at mændenes sædkvalitet ikke faldt. Det kan dog skyldes, at kvaliteten var dårlig i forvejen, pointerer hun.

I Sydamerika, Asien og Afrika fandt forskerne bag det nye review-studie intet signifikant fald, men de nævner, at der også er lavet langt færre studier disse steder.

Forskerne har teorier om, at de vestlige mænds ringe sædkvalitet kan have noget at gøre med kost, overvægt, rygning, stress og kemikalier brugt i pesticider og plastik.

»Vi må gribe til handling, for eksempel med bedre regulering af menneskeskabte kemikalier – og vi må fortsætte vores indsats med at tackle rygning og overvægt,« siger Hagai Levine til bbc.com.

pmd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.