»Mhmm, de knaser mod mine tænder,« siger Teresa Widener, mens hun er i gang med at indtage sin absolutte favoritsnack.
»Jeg kan godt lide den jordlignende smag,« tilføjer den 45-årige husmor fra Bedford i den amerikanske delstat Virginia.
Men det er hverken chips, pomfritter eller saltkringler, der er tale om. Nej, Teresa Widener mener det helt bogstaveligt, når hun beskriver sin yndlings trøstespise som ’knasende’ og ’jordagtig’.
Igennem de seneste 20 år har hun nemlig spist småsten og klippestykker, som vi andre spiser Haribo og Marabou til aftenhyggen.
Sygdom opkaldt efter skaden
I løbet af de to årtier har Teresa Widener fortæret mere end 1.360 kilo sten. Hun vasker dem ikke. Sommetider suger hun bare skidtet af dem. Andre gange bruger hun en hammer til at slå dem i små mundrette bidder.
Men hvad er det, der sker? Er det fagre, nye verden eller måske snarere en skør, skør verden, vi pludselig befinder os i?
Nej, den 45-åriges hang til sten har faktisk en medicinsk betegnelse: Pica – hvilket også er det latinske navn for den nok så velkendte, altædende fugl – skaden.
»Pica er et ret velbeskrevet fænomen,« siger René Klinkby Støving, lektor og overlæge ved Center for Spiseforstyrrelser ved Odense Universitetshospital. Og selvom sygdommen er meget sjælden, ser man faktisk forekomster af den blandt gravide og sommetider børn herhjemme også, fortæller han.
»Børn kan i perioder begynde at eksperimentere med at spise ting, der ikke er fødevarer. Derudover er der en øget forekomst af sygdommen hos gravide, og det tyder på, at der er biologisk hormonelle faktorer involveret, eftersom de holder op, når de har født..«
Kan være kulturelt fænomen
\ Fakta
Om sygdommen ‘Pica’: Behov for indtagelse af usædvanlige ting, f.eks. ler eller farvestoffer. Indtagelsen har som regel tvangskarakter og holdes ofte skjult for omgivelserne. Pica kan være led i en psykisk sygdom, men optræder også ofte hos personer, der lider af udtalt blodmangel (anæmi) pga. jernmangel. Det indtagne indeholder dog sjældent jern. Hos gravide kan pica f.eks. vise sig som trang til lakrids eller stærkt saltede fisk. Pica kan også forekomme hos dyr, f.eks. i form af kattes indtagelse af græs. Kilde: Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi
Teresa Widener siger, at stenene er en følelsesmæssig, fremfor fysisk, afhængighed for hende, men hun siger samtidig, at hun lider af jernmangel, og at stenene hjælper hende med at rette op på dette.
Ifølge René Klinkby Støving er denne påstand måske ikke helt ved siden af.
»Flere steder i Afrika er der en stor forekomst af Pica, og det kan måske skyldes, at folk i disse områder mangler nogle mikronæringsstoffer, for eksempel jern.«
Sammenhængen er dog ikke påvist, understreger René Klinkby Støving. Og selvom fejlernæring måske er en af årsagerne til, at folk udvikler Pica, er det ikke den eneste.
»Det kan også være et religiøst/kulturelt betinget fænomen, for nogle steder i Afrika er det hyppigere forekommende end andre, og man har også set nogle eksempler på Pica i velstående lande – dvs. hvor der ikke er tegn på fejlernæring – hvor folk for eksempel spiser skosværte eller råt kød.«
Ikke meningen man skal spise sten
Den skulle altså være god nok: Pica ér en reel sygdom, og Teresa Widener lider tilsyneladende af den i ekstrem grad. Men er det ikke farligt at spise flere hundrede kilo sten i så mange år?
»Man kan ikke fordøje sten – men små sten i små mængder går nok bare igennem systemet. Det kan man godt tåle,« siger René Klinkby Støving og uddyber, at småsten i virkeligheden ikke er det værste at spise. I store mængder er det dog ikke tilrådeligt at indtage sten og klippestykker, som Teresa Widener gør det.
Om man rent faktisk kan vænne maven til at spise sten, er René Klinkby Støving i tvivl om:
»Det er svært at vide. Det tror jeg egentlig ikke, at man kan – det er jo ikke meningen, man skal spise sten,« slutter han.
