For 10.000 år siden begyndte mennesker at leve af opdyrkede afgrøder frem for at leve det traditionelle jæger-samler-liv. Kostændringen gjorde vores kæber kortere og bredere, viser ny forskning.
Forskere fra University of Kent har undersøgt kæbeknogler fra fortidens mennesker og fundet en klar sammenhæng mellem størrelsen på kæberne og overgangen fra jæger-samlersamfund til landbrugssamfund.
Resultaterne er netop offentliggjort i det velansete videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS).
Kostvaner skaber problemer for tænderne
Ændring i madvaner og den efterfølgende reduktion i kæbernes størrelse er muligvis årsagen til, at mange mennesker i dag får fjernet deres visdomstænder. Der er simpelthen ikke længere plads til vores store tænder i de kortere kæber, og evolutionen har endnu ikke haft tid til at få justeringerne på plads.
Speciallæge i klinisk genetik Peter K.A. Jensen fra Aarhus Universitet har selv skrevet flere bøger omkring menneskets udvikling, og han finder resultaterne interessante og i god overensstemmelse med den udvikling, som menneskeheden har gennemgået de seneste syv millioner år.
»Det kan meget vel være, at vores problemer med tænderne i dag har noget at gøre med ændringen i kost blandt vores forfædre. 10.000 år, eller for den sags skyld 100.000 år, er ikke noget nævneværdigt i evolutionær sammenhæng, og vores udvikling har simpelthen ikke fået indstillet sig på den type mad, vi har levet af siden hen,« kommenterer Peter K.A. Jensen.
Frisk løv og kviste kræver kraftige kæber at tygge
Det hele startede for cirka syv millioner år siden. Fra livets træ udspringer en gren, der med tiden går hen og udvikler sig til mennesker. Udspringet sker fra en art, der også har givet ophav til vores nærmeste slægtninge i dyreriget: Chimpansen, gorillaen og orangutangen.
På det tidspunkt levede den tidlige menneskeart af moden frugt, frisk løv og kviste, præcis som de andre menneskeaber gør i dag. Vores udseende var også meget ens.
Kosten af fiberrigt og sejt plantemateriale krævede naturligvis, at fortidens mennesker tyggede en del på føden, før den kunne synkes. Derfor var vi udstyret med store kæbemuskler og tænder – et træk der er meget lig det, der findes hos menneskeaber i dag.
Sådan så vi ud i mange millioner år. Fossiler fra vores forfædre af Australopithecus-slægten viser, at vores kost ikke ændrede sig meget i den første lange tid af vores udvikling. Det samme gjaldt for vores kæber og tænder. Selvom vi havde brudt med de andre menneskeaber, var vores madvaner og tyggeapparater stadig ens.
Mutation ændrede på muskulaturen i kæberne
For cirka 2,5 millioner år sker der i midlertidigt noget i menneskets udvikling. Med Homo-slægtens opståen ændrer vi vores tilgang til føde.
Homo-slægten begynder at bearbejde føden med primitive redskaber, således at en stor del af forarbejdningen sker uden kæbernes hjælp. Desuden blev kosten nu suppleret med et betydeligt indslag af animalsk føde (kød, knoglemarv, hjernemasse), der var nemmere at fordøje.
Behovet for kraftige kæber blev dermed mindre, når maden kunne moses mellem to sten, inden det blev spist.
Samtidig sker der en mutation i et gen (MYH16), der koder for muskelproteinet myosin. Egentligt er mutationen en alvorlig fejl i den genetiske kode, der gør, at kæbemuskulaturen ikke udvikler sig fuldt ud og derfor ikke er særligt velegnet til en sej og hård kost.
Men da vores forfædre bearbejdede føden med redskaber, var dem med mutationen ikke svagere stillet i forhold andre – tværtimod.
Hjernen fik mulighed for at udvikle sig
De svækkede kæbemuskler havde nemlig en uforudset sideeffekt, der kom til at få altafgørende indflydelse på menneskeheden.
Når et barn fødes, er kranieknoglerne endnu ikke vokset sammen, hvilket bl.a. viser sig ved den såkaldte bløde plet forrest på hjernekassen. Men kranieknoglerne vokser sammen nogen tid efter fødslen, hvorved den bløde plet forsvinder, og her har kæbemuskulaturen tilsyneladende en stor indflydelse.
Kraftig kæbemuskulatur udøver et stort træk på kraniet, der bevirker en hurtig sammenvoksning af kranieknoglerne, hvorved hjernekassen låses fast og bliver stiv.
Vores forfædre med mutationen i MYH16 havde derimod ikke det store træk i kraniet, og derved kunne det bløde punkt i kraniet være åbent i længere tid. Det betød også, at hjernen havde længere tid at vokse i, inden hjernekassen låste fast og umuliggjorde mere vækst i hjernen.
»Det er interessant, når der sker et sammenfald mellem flere forskellige evolutionære begivenheder. For 2,5 millioner år siden ser vi et sammenfald mellem udvikling af redskaber og udviklingen imod svagere kæber. Det betyder, at der nok er en sammenhæng.«
»Samtidig ser vi, at hjernen også begynder at blive større i den tidligere Homo-slægt. Udviklingen for 2,5 millioner år siden sender mennesker i retning mod at blive, som vi er i dag. Mennesker er de eneste primater, der har netop den mutation i MYH16. Derfor ser vores tyggemuskler ud, som de gør,« fortæller Peter K. A. Jensen.
Ild ændrede yderligere på kæbernes størrelse
Problemet med tænderne er så, at evolutionen ikke er på plads endnu.
Peter K. A. Jensen
Vores kæber har dog ændret sig meget siden da. Forarbejdning af føde mellem to sten var nemlig ikke det eneste geniale påfund af vores forfædre.
For ca. 500.000 år siden begyndte mennesker at tilberede mad ved hjælp af ild. Ild er anset som en de store faktorer, der har styret vores udvikling hen imod, hvem vi er i dag.
Ild gjorde det muligt for mennesker at få endnu mere næring ud af maden. Derved var de ’første kokke’ årsag til, at kæberne og tænderne hos vores forfædre kunne blive reduceret yderligere. Samtidig gjorde den revolutionerende opdagelse det muligt, at mennesker kunne bruge yderligere tid på social adfærd og udvikling af hjernen.
Det sidste skridt imod menneskeheden, som vi ser ud i dag, blev taget for 10.000 år siden, da vi gik fra at være jæger/samlere til at være bønder. Malede kornprodukter ændrede endnu en gang behovet til vores tyggeapparat, så tænderne kunne blive mindre, og det samme gælder for kæbemusklerne.
Men evolutionen har ikke helt indhentet teknologien endnu.
»Det er ikke sådan, at ændringer sker, fordi vi forandrer vores kultur. Men når vi ændrer på vores kost, er der nogle genetiske forhold, der giver en fordel, og de vil så blive fremelsket i befolkningen. Problemet med tænderne er så, at evolutionen ikke er på plads endnu, og derfor får mange mennesker problemer med visdomstænderne sent i livet,« fortæller Peter K. A. Jensen.
I fremtiden bliver det spændende at se, hvilke genetiske ændringer der kommer til at forme vores kæber, så de følger den meget anderledes kost, vi spiser i dag.
