I oktober mødtes forskere fra forskellige fagdiscipliner i Bergen for at diskutere hjerne, biologi og kønsopdelte legetøjsbutikker. Anledningen til mødet var neurolog og psykolog Cordelia Fines besøg i Norge. Fine deltog selv som hovedtaler.
»I legetøjsforretningen ser vi, at det legetøj, der markedsføres til piger, er pink og pastelfarvet, mens drengelegetøjet har mørkere farver. Reklamer for drengelegetøj er præget af fysisk aktivitet, konkurrence og dominans, mens reklamer for pigelegetøj viser hjemmet, venskaber, det nære og forældreskab. Det er næppe nyt for nogen,« siger Fine.
Kønsopdelt legetøj kriteres fra flere vinkler
Kritikken af dette kan opdeles i tre dele, ifølge Fine:
»For det første indvendes det, at denne adskillelse udelukker piger fra positive aktiviteter og værdier som konkurrenceinstinkt, fysisk aktivitet og konstruktionsevne – og omvendt for drengene, når det kommer til værdier og aktiviteter som omsorg, samarbejde og verbal kommunikation.«
En anden hyppig indvending er, at kønskategorisering af legetøj gør drenge og piger mindre interesserede i at lege med det legetøj, der ikke er “beregnet til dem” og dermed lege mindre med hinanden, fortæller Fine.
»Og en tredje kritik er på et mere abstrakt plan. Markedsføringen understreger køn som en afgørende social kategori, den indfører kønsopdelte verdener allerede i barndommen, hvilket gør køn til det vigtigste sociale skel.
Forsvar: Opdelingen afspejler børnenes sande natur
I stedet for at argumentere imod indholdet af disse indvendinger, peger forsvarerne af kønsopdelt markedsføring på videnskabelige resultater, der understøtter, at opdelingen afspejler henholdsvis drenges og pigers faktiske præferencer baseret på deres sande natur.
»Og det er rigtigt, at der er klare forskelle i legetøjspræferencerne fra børn er tre år og opefter,« siger Fine.
»Der er rimeligt solide, gennemgående resultater, der viser, at piger vælger pigelegetøj, mens drenge vælger drenglegetøj.«
Dette kan ifølge evolutionspsykologer spores tilbage til overlevelsesevne, seksuel udvælgelse og de forskellige krav til reproduktion, der har været for henholdsvis mænd og kvinder.
»De forklarer for eksempel interessen i bevægelse og aktivitet med jagtegenskaber hos mænd, mens pigernes forkærlighed for sociale stimuli og farverne rød og lyserød er knyttet til interessen for babyer og omsorg – et punkt, som for øvrig ignorerer, at ikke alle babyer er lyserøde,« siger Fine.
Dårlig forskning i kønsforskelle
»Men først og fremmest er der metodiske svagheder i mange af de undersøgelser, som man baserer sig på.«
Fine mener ikke, at der er noget galt i sig selv i at forske i kønsforskelle i hjernen. Problemet opstår, når forskningen bliver normativ, spekulativ og metodisk svag.
Fine fremhæver den berømte spædbarnsundersøgelse foretaget af evolutionspsykologen Simon Baron- Cohen. Undersøgelsen konkluderede, at pigebørn er mere interesserede i relationer, mens mandlige børn er optaget af systemer og objekter.
»Denne undersøgelse konkluderede, at pigebørn fokuserede længst på de ansigter, de så, mens drengebørn fokuserede på en mobiltelefon, som blev holdt op. Men der er mange problemer med denne undersøgelse,« understreger Fine.
»For eksempel kendte den forskeren, der udførte eksperimentet, kønnet på babyerne i flere tilfælde. Dette betyder, at forventningseffekten ikke er elimineret, og det er meget uvidenskabeligt,« siger hun.
Kønsforskelle blev antaget snarere end bevist
»Desuden blev det antaget, snarere end bevist, at dette afspejlede, hvad slags legetøj, de var disponeret til at lide, eller hvilken slags egenskaber, de ville få. Det er et typisk eksempel på noget, der bare er antaget snarere end argumenteret for.«
Et andet eksempel på fejl i metodebrug er de mange undersøgelser, hvor børn kan vælge mellem typisk kønsopdelt legetøj – maskulint legetøj i en bunke, feminint legetøj i en anden og såkaldt kønsneutralt legetøj i midten.
»I mange tilfælde har det ‘maskuline’ legetøj været populært hos mange af pigerne – og dermed blevet stemplet og kategoriseret som ‘kønsneutralt’ legetøj i de efterfølgende forsøg,« siger Fine.
Forførende billeder af hjernen
»Der er en misforståelse, at hjerneforskere går rundt og tror, at hvis man gør fund på et niveau, så kan det automatisk overføres til de tilsvarende forskelle på andre niveauer,« siger Kenneth Hugdahl fra Institutt for biologisk og medisinsk psykologi.
Hugdahl har en baggrund fra blandt andet kognitiv neurovidenskab, og på konferencen talte han bl.a. om funktionel billeddannelse af hjernen – en teknik, Cordelia Fine tidligere har kritiseret for ofte at blive brugt til tendentiøse og forsimplede konklusioner.
Funktionel billeddannelse af hjernen (fMRI) er en visuel teknik, som kan producere hjerne ændringer og aktivitet på forskellige steder i hjernen ved hjælp af farvekodning.
»Farvekodede billeder af hjernen kan være meget forførende, det er rigtigt,« mener Hugdahl.
»Man kan nemt tro, at man endelig ser lige ind i sjælen på den menneskelige bevidsthed. Men når du ser og fortolker sådanne billeder, er det ekstremt vigtigt at vide, hvad man gør,« understreger professoren.
»Det er yderst kompliceret matematik og statistik, vi har med at gøre.«
Har det noget at sige?
Hugdahl henviser til flere undersøgelser, der viser forskelle i hjernens aktivitet hos mænd og kvinder under forskellige typer af opgaveløsning.
»Også størrelsen af visse dele af hjernen afhænger af, om du er mand eller kvinde,« fortæller Hugdahl.
»Men en forskel et sted betyder ikke, at vi kan udlede forskelle i andre områder. Vi må altid spørge os selv følgende spørgsmål: Har det noget at sige? Er det af betydning for noget?«
Hugdahl understreger, at der ikke er tvivl om, at der er kønsforskelle i hjernen.
»Og alt andet ville være mærkeligt. Men det forklarer relativt lidt af de almindeligste variationer i adfærd,« understreger han.
»Vi ved stadig meget lidt om, hvordan hjernen fungerer. Vi er langt fra at forstå de store spørgsmål som, hvad bevidsthed egentlig er for noget, skizofreni er stadig ikke forklaret, og vi kan heller ikke forklare, hvorfor vi har brug for søvn,« siger Hugdahl.
»Så der er ingen grund til at være bange for den store stygge biologi-ulv. Biologien tager ikke over, og der er stadig meget, vi ikke ved,« understregede han.
Pink har ikke altid været feminin
Kønsforsker Kari Jegerstedt fra Senter for kvinne- og kjønnsforskning i Bergen anlægger et humanistisk perspektiv på problemstillingerne.
»Inden for humaniora er det vigtigt at historisere – ikke bare for at finde forskellige svar på et spørgsmål, men også for at afgøre, om spørgsmålet er stillet korrekt,« siger Jegerstedt.
»Hvorfor vælger piger pink? Historisk set er dette ikke nødvendigvis tilfældet. I 1800-tallets England, for eksempel, var pink en maskulin farve.«
Svært at adskille kulturelle og naturlige forskelle
Jegerstedt relaterer spørgsmål om, hvorfor pigerne vælger pink, til et spørgsmål, hun tit får.
»Nemlig hvorfor mænd og kvinder læser forskellige bøger,« siger Jegerstedt.
»Og det kan helt sikkert aflæses i hjernen, hvis du har lyst til det.«
På Universitetet i Stavanger er der for tiden gang i et stort forskningsprojekt, hvor man blandt andet scanner menneskers hjerner under læsning, fortæller Jegerstedt. De gør dette for at vise, hvordan de forskellige områder af hjernen aktiveres, når man læser.
»Og det er bestemt muligt at undersøge, om mænd og kvinder reagerer forskelligt, når de læser bestemte typer af tekster og ord. Men hvad beviser det? Og hvis aktiviteten er forskellig hos mænd og kvinder, kan vi så afgøre, hvad der er ’kulturelt’, og hvad der er ’naturligt’?«
Samspillet mellem natur og kultur er kompliceret
I denne sammenhæng er der andre spørgsmål, som er mindst lige så vigtige at stille, siger Jegerstedt.
»For eksempel i et hypotetisk tilfælde hvor man undersøger, hvorfor mænd og kvinder læse forskellige bøger. Hvad gør den slags undersøgelser med studiet af litteratur? Analyseobjektet formes også af de spørgsmål, vi stiller,« mener Jegerstedt.
Kønsforskningsfeltet er ofte blevet beskyldt for ikke at ville tage biologiske kendsgerninger i betragtning i analysen af køn.
Jegerstedt mener, at det er vigtigere end nogensinde at afskaffe sondringen mellem videnskab og kultur – fordi man i stadig mindre grad kan tage biologi som noget givet.
»I dag ved vi, at samspillet mellem natur og kultur er uhyre kompliceret. Udviklingen af nye videnskabelige og medicinske teknologier gør, at både biologer og kønsforskere står over for et nyt problemkompleks,« understreger Jegerstedt.
»Den biologiske er blevet noget, der kan ændres – til og med manipuleret. Det vender op og ned på en gammel feministisk trosbekendelse, nemlig tanken om, at hvis noget er kulturelt snarere end biologisk, så kan det ændres,« siger kønsforskeren.
»Dette erstattes gradvist med erkendelsen af, at det faktisk er meget lettere at ændre på det biologisk givne, end det er at ændre de kulturelle, økonomiske og politiske strukturer.«
Forskellige discipliner bør samarbejde om kønsforskning
Hugdahl er også opsat på at nedbryde skellet mellem videnskab og kultur, men med en lidt anden vinkel:
»Du er ikke ekspert i hjerneforskning, mens jeg og mine kolleger ikke er eksperter på kønsforskelle. Vi har faktisk brug for kønsforskning, der kan begge dele,« mener Hugdahl.
»Jeg tager gerne timer hos Hugdahl, og han er velkommen i mine timer,« svarer Jegerstedt. »For det er vigtigt, at vi ikke bare spørger, hvilke områder i hjernen der lyser op billederne, når man udfører bestemte opgaver, og heller ikke bare hvad dette fortæller os om kønsforskelle,« mener hun.
»Det er også vigtigt, at vi spørger os selv, hvordan dette billede af den farvekodede hjerne også ændrer, hvordan vi overhovedet opfatter manden, og hvilke konsekvenser denne ændring har.«
Mere og mere kompliceret
Cordelia Fine ønsker også et bedre samarbejde mellem videnskabsdiscipliner velkommen og understreger, at det ikke kun er kønsopdelende evolutionspsykologer, der dominerer biologisk forskning i køn.
»Evolutionspsykologi er blot en af mange discipliner, der studerer menneskers adfærd i et evolutionært perspektiv. Mange discipliner tilskriver det sociale og kulturelle langt større rolle, end evolutionspsykologer som Simon Baron-Cohen gør,« understreger Fine.
»Men det er ofte Simon Baron-Cohen og evolutionspsykologien, som folk i det populærvidenskabelige domæne kender til, og det er det, der videregives som videnskab for mange.«
Fine mener ikke, at dette repræsenterer en tendens i selve af evolutionsvidenskaben.
»Den nuværende evolutionsvidenskab lægger i større grad end før vægt på, at alle udviklingsfaser er konstrueret af et kompleks, dynamisk samspil mellem miljø, genetisk sammensætning og nervesystem,« fortæller hun.
»Tidligere var denne forskning mere orienteret mod, at miljøpåvirkningen kun bidrog til noget, der allerede var biologisk bestemt, men dette er blevet udfordret – og udfordres stadig – i takt med at vi får stadig bedre forståelse af hjernen som organ,« mener Fine.
© forskning.no Oversættelse: Jonas Salomonsen
