Skal du fyre hele formuen af nu - eller huske at gemme lidt, til du bliver gammel?
En ny type DNA-test, som ifølge The Independent kommer i handlen i England i år, vil efter sigende kunne give et estimat over, hvor mange år du har tilbage. Et godt instrument til at planlægge sit liv - hvis man altså kan regne med den.
Videnskab.dk har ledt efter svaret på, hvor godt testen vil være til at forudsige din død hos danske forskere på området.
Det korte svar er, at det kan den ikke særlig godt.
Det lange svar følger herunder.
Testen undersøger vores telomer
Den nye test bygger på en undersøgelse af de såkaldte telomers længde.
Telomer er en DNA-streng, som sidder på hver ende af et kromosom.
Længden af telomer er kendt fra forskningen for at have indflydelse på vores livslængde.
Ved enhver celledeling forsvinder et stykke af dem.
Når du har været igennem et vist antal celledelinger er telomer-enden brugt op. Vores telomer bliver altså gradvis kortere, mens vi lever og på et tidspunkt er der ikke mere tilbage- så begynder vi at tære på arvematerialet.
»Jo længere telomererne er, jo flere år kan det vise sig, du vil have tilbage at leve i,« siger Lene Juel Rasmussen, professor i molekylær aldring og direktør for Center for Sund Aldring.
Studier af mus har vist, at når forskerne forlænger musenes telomer, forlænges også deres levetid.
Det er et opmuntrende perspektiv for aldringsforskningen.
Men samtidig har andre studier vist, at lange telomerer kan hænge sammen med en højere forekomst af kræft, forklarer Lene Juel Rasmussen.
»Der er ingen tvivl om, at længden på telomer har en betydning for vores levealder. Det er bare ikke entydigt sådan, at lange telomerer medfører et langt liv,« siger hun.
Foto giver klarere forudsigelse
På Syddansk Universitet har aldringsforskere undersøgt telomerers evne til at forudsige længden af menneskeliv.
I et studie tog forskerne udgangspunkt i tvillingepar, der var mere end 70 år gamle. De kiggede på længden af telomer hos tvillinger og brugte dem som indikator til at forudsige, hvem der ville dø først.
I cirka 60 procent af tilfældene kunne telomerernes længde forudse, hvilken tvilling der døde først.
Da undersøgelsen oven i købet blev foretaget på tvillinger, hvilket burde være en nemmere opgave på grund af de genetiske fællestræk, er Kaare Christensen, leder af Dansk Center for aldringsforskning ved Syddansk Universitet, sikker på at telomer-testen ikke vil kunne forudsige alder med særlig stor præcision.
»Vores forskning viser, at det ville give en større validitet at få vurderet, hvor mange år man har tilbage at leve i ud fra et foto,« siger Kaare Christensen.
Forskerne har nemlig lavet et lignende forsøg, hvor de undersøgte, hvor gode vi er til at forudse levetid ud fra foto.
Eksempelvis så 10 sygeplejersker 2000 billeder igennem og forudså med 70 procents sikkerhed, hvem af de afbildede tvillinger, der ville leve længst.
»Vi har lavet lignende forsøg med ældre og lærerstuderende. Vurdering af det ydre er altså mere præcist til forudsigelse end test af telomer-længden,« siger han.
\ Kilder
- Kaare Christensen
- Lene Juel Rasmussen
- Telomere Length and Mortality: A Study of Leukocytes in Elderly Danish Twins, American Journal of Epidemiology, Volume 167, Pp. 799-806. Nov, 2007
- Perceived age as clinically useful biomarker of ageing: cohort study, British Medical Journal, 15 November 2009, doi: 10.1136/bmj.b5262

































