Du er til fare for andre, når du går og SMS’er
Et nyt studie har vist, at vi har dårligere motorik, når vi går på gaden og SMS’er. Det betyder, at vi er til fare for os selv og vores omgivelser, viser studiet, der noget usædvanligt er lavet af en ung studerende.
Mobil gang sms samtidig biler

Den unge studerende fik inspiration til undersøgelsen, da han så foruroligende mange mennesker, der gik på gaden, mens de kiggede ned i deres mobil. (Foto: Shutterstock)

Det er ikke overraskende, at vi klarer os dårligere på områder, vi ikke giver fuld opmærksomhed.

Det gælder også for vores evne til at gå, samtidig med at vi SMS’er. Ny forskning fra en kandidatstuderende ved Aalborg Universitet har påvist, hvad der mere præcist sker med os, når vi SMS’er, samtidig med at vi går på gaden.

Den studerende forsøgte at svare på, hvad der sker med vores gangmønster, når vi ikke har øjnene på gaden, og når vi læner hovedet forover for at se skærmen:

»Jeg undersøgte, hvad der sker ved vores massetyngdepunkt, som er det, der ligefordeler vores vægt i kroppen og påvirker vores motorik. Her kunne jeg se, at stabiliteten blev udfordret gevaldigt,« siger Patrick Crowley, der studerede idrætsteknologi på Aalborg Universitet, og som nu har færdiggjort sit studie.

SMS'er hæmmer vores sanser

Vi bruger tre sanser, når vi går:

  1. Den ene er berøringssansen, så vi kan mærke, hvilket underlag vi går på.
  2. Den anden er hørelsen, som kan give præg om vores kropsposition.
  3. Den sidste er synssansen, som ifølge det nye studie spiller en utrolig stor rolle. Synssansen hjælper os til at orientere os, så vi kan bevare stabiliteten, og den bliver brugt mindre til kontrollere vores gang, når vi SMS’er og går samtidig, forklarer Patrick Crowley.

Resultaterne er publiceret i en oversigt i det internationale, videnskabelige tidsskrift Clinical Reviews in Physical and Rehabilitation Medicin.

    SMS’ende forsøgsdeltagere gik som meget gamle mennesker

    I studiet har Patrick Crowley udstyret 22 deltagere med et såkaldt accelerometer på fødderne og ryggen.

    Accelerometret kan sammenlignes med en tredimensionel skridttæller, som skulle registrere stabiliteten af deltagernes gang, mens de gik på gaden og SMS’ede samtidig.

    Resultatet af undersøgelsen var klart:

    Når vi går og kigger ned samtidig, hæmmer vi vores sanser - de sanser som hjælper os til at gå ordentligt uden at falde.

    Deltagerne bevægede sig langsommere, fordi de tog kortere skridt, samtidig med at de havde større chance for at falde, hvilket skyldtes sideværts bevægelser.

    Deltagernes gangmønster blev udfordret i så høj grad, at de gik lige så usikkert som meget gamle mennesker.

    mobil app pokémon go folk er til fare for sig selv og omgivelser

    Den populære mobil-app Pokémon Go fik i en periode mange mennesker til at gå rundt, mens de kiggede ned i deres telefon (Foto: Shutterstock)

    Til fare for os selv og vores omgivelser

    Risikoen for at falde, når man går på et fladt underlag, er normalt meget lille for raske unge mennesker, men lige så snart, vi går og SMS’er samtidigt, bliver vi svært udfordret, fortæller Jacob Wienecke, der forsker i det motoriske system ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet:

    »Vi tænker ikke over alle de ting, vi forholder os til, når vi går. Der er så mange ting, vi ikke bevidst tager stilling til, og dem tager vi for givet, så snart vi kigger ned i vores mobil og forsøger at gå samtidig,« siger Jacob Wienecke, der ikke har været med i studiet, men finder resultaterne troværdige.

    »Man kan jo godt gå uden at bruge synssansen, fordi det er så naturligt for os, men lige så snart omgivelserne udfordrer en, kan det være utrolig farligt for os selv og vores omgivelser,« forklarer han.

    Pokémon Go plantede idéen til undersøgelsen

    Patrick Crowley fik idéen til sit studie, fordi han for et år siden så, hvordan særligt unge mennesker brugte det populære Pokémon GO-spil til smartphones, mens de gik rundt i gadebilledet.

    »Jeg så flere og flere unge mennesker, som udsatte sig selv og andre for fare ved at kigge ned i deres telefoner, samtidig med at de bevægede sig på gaden,« fortæller Patrick Crowley.

    SMS gang trafik motorik fare

    Når vi SMS'er og går samtidigt, bliver vores gangmønster udfordret i så høj grad, at vi går lige så usikkert som meget gamle mennesker. (Foto: Shutterstock)

    Det fik ham og hans vejledere Nicolas Vuillerme og Pascal Madeleine til at tænke over, om det var muligt at skrive et projekt om emnet på studiet, selvom han kun skulle til at begynde på niende semester ud af ti. Projektet tog form, mens Patrick tog sit niende semester på Université Grenoble Alpes i Frankrig.

    Undervisere er henrykte

    Det sker ikke ofte, at en studerende på 9. semester producerer forskning på ph.d.-niveau, og hans undervisere var så imponerede af studiet, at de opfordrede ham til at publicere sine resultater.

    »Det, som Patrick har lavet, er ud over det sædvanlige, og jeg tør godt sammenligne hans studie med forskning på ph.d.-niveau,« fortæller Pascal Madeleine, professor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet.

    Pascal Madeleine forventer, sammen med to kolleger, at publicere to ekstra videnskabelige artikler på baggrund af de data og den viden, som Patrick Crowley har opnået.

    Patrick Crowley har i samarbejde med Pascal Madeleine, lektor Afshin Samani og adjungeret professor Nicolas Vuillerme fået vejledning og hjælp til at publicere sine videnskabelige resultater.

    Lyt på Videnskab.dk!

    Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

    Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
    Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud