Robotter er ved at blive en stor del af vores hverdag. Intelligente støvsugere og smartphones, som svarer på tiltale, er på vej ind i vores hjem, og stadig mere avancerede modeller bliver præsenteret for verden. Men hvad føler vi egentlig for disse mekaniske skabninger?
Et tysk forskerteam fra the University of Duisburg Essen har lavet to studier, som ser på menneskers empati for robotter. De fandt, at de samme dele af hjernen aktiveres, når vi bliver præsenteret for billeder, hvor robotter eller mennesker bliver udsat for venlighed eller vold.
»Et af målene med nuværende robotforskning er at udvikle robotiserede følgesvende, som kan etablere et langvarigt forhold til en menneskelig bruger, da robotter kan være nyttige, fordelagtige værtøj,« fortæller Astrid Rosenthal-von der Pütten, hovedforfatteren af studiet, i en pressemeddelelse.
Mens en stor del af forskningen i forholdet mellem menneske og maskine indtil nu har forsøgt at udvikle modeller af følelser hos robotter, ser disse studier på, hvordan vi selv opfatter robotternes følelser, og om vi i det hele taget reagerer følelsesmæssigt på dem.
Målte blodgennemstrømning i hjernen
I det første af de to studier så 40 deltagere en video af en lille dinosaurformet robot. Robotten blev enten behandlet på en kærlig måde eller udsat for vold. Under fremvisningen af videoen målte forskerne deltagernes reaktioner, og lige efter at have set videoen blev de spurgt om, hvad de følte.
Deltagerne rapporterede ikke kun om at føle negative følelser, når robotten blev mishandlet, de viste også en stigende hjerneaktivitet under visningen af den negative video.
I den anden undersøgelse brugte forskerne fMRI for at måle deltagernes reaktion. fMRI-målinger registrer aktivitet i hjernen ved at måle, hvor blodgennemstrømningen stiger i hjernen.
I dette forsøg så 14 deltagere på skift en robot, et menneske og en ubevægelig genstand blive behandlet enten på en kærlig måde eller på en voldelig måde.
Kærlig behandling af både robotten og mennesket resulterede i samme hjerneaktivitet i det limbiske system, noget der tyder på, at behandlingen fremkaldte lignende følelsesmæssige reaktioner.
Mennesker kan knytte sig til robotter
Det limbiske system er et område i hjernen, som regulerer autonome funktioner som åndedræt og blodtryk, og er også af betydning for emotionelle reaktioner.
Også da robotten og mennesket blev udsat for voldelige handlinger, registrerede forskerne aktivitet i ens dele af det limbiske system.
Ændringerne var dog tydeligere under visningen af videoen af mennesket.
Der findes flere eksempler på, at mennesker kan blive følelsesmæssigt knyttet til robotter.
I fjor skrev forskning.no om robotsælen PARO, som beroligede rastløse demente. Og tidligere i år præsenterede svenske forskere robotkatten robocat, som de mente kunne øge livskvaliteten hos demente.
»Mennesker er ganske tilbøjelige til at tillægge intention til andre objekter,« fortæller Robert Biegler, lektor ved psykologisk institut ved NTNU (Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet i Trondheim).
»Vores kriterier, for hvad vi opfatter som objekter med intentioner, er brede, men det er centralt, at bevægelserne virker selvdrevne.«
Han fortæller videre, at denne tilbøjelighed kan forklares ud fra et evolutionsmæssigt standpunkt.
»Mennesker har en tendens til at bevæge sig ind i ukendte habitater, hvor vi kan møde arter, vi ikke har set før. Så er vi afhængige af at have mekanismer, som genkender opførsel, som kan have egne intentioner,« forklarer han.
Pile med en intention
Dermed holder det ikke, at vi genkender og kan sætte os ind i menneskers, eller arter vi allerede kender, intentioner. I stedet bliver bevægelse og opførsel vigtige markører for, om et objekt er noget, vi bør forholde os til eller ej.
Objekterne behøver ikke engang at være i nærheden af at ligne arter, vi er vant til.
»Mennesker kan til og med tillægge abstrakte geometriske former intentioner,« fortæller Robert Biegler.
I et internationalt studie fra 2004, med forskere fra blandt andet UCLA og Max Planck-instituttet i Tyskland, fik to personer til opgave at flytte en rød og en sort pil, som om disse jagede, sloges, flirtede, forfulgte, vogtede eller legede. Andre deltagere så så en video af disse pile og identificerede pilenes intentioner baseret på bevægelserne alene.
Forsøgets deltagere bestod både af tyske voksne og børn og voksne fra Shuar-stammen fra Ecuador, noget som ifølge forfatterne af studiet kan tyde på, at evnen til at tyde intention fra bevægelse kan være en universel del af den menneskelige psyke.
Ofrer livet for robotter
Der findes også eksempler på, at ekstreme oplevelser kan knytte mennesker til robotter.
Peter Singer, en forsvarsanalytiker fra the Brookings Institution fortæller i en artikel på LiveScience.com om, hvordan militære robotter, som er udviklet til alt andet end kærlige bånd, alligevel bliver hengivne partnere for soldaterne.
Han har skrevet bogen ’Wired for War: The Robotics Evolution and Conflict in the 21st Century’ fra 2009, om droidernes rolle i krig.
Peter Singer giver flere eksempler på soldater, som knytter stærke bånd til robotterne i deres afdeling – specielt i bomberydningsgrupper, hvor fjernstyrede robotter hjælper med at deaktivere bomber.
Han beskriver blandt andet en soldat, som med tårer i øjnene spørger en mekaniker, om han kan sætte Scooby Doo sammen igen. Forsikringer om, at soldaten får en ny robot, hjælper ikke, han vil kun have Scooby Doo.
»Det lyder måske dumt, men man må huske, at denne soldat har været igennem den mest psykologiske ødelæggende oplevelse, som findes, nemlig krig,« fortæller Peter Singer.
»Robotten har reddet hans liv igen og igen.«
Peter Singer fortæller også om en soldat, som løb 50 meter under kraftig fjendtlig ild for at redde en faldet robot.
Flere militære grupper har til og med givet deres robotter medaljer for heltemod og militære begravelser.
Fra sælrobotter til plejehjem og til militære droner i krig. Venskabet med vores mekaniske venner ser ud til at være kommet for at blive.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
