Forestil dig en beskyttelsesvest, der er stenhård, når man bevæger sig i områder med snigskytter, men blød, når faren er drevet over.
Eller en skibsmaling, der ændrer karakter, så snart skibet stævner ud, så friktionen bliver mindre og forbruget af brændstof falder. Eller hvad med bildæk, der kan smeltes om, så vi undgår bjerge af de stærkt forurenende restprodukter.
Ingen af delene findes lige nu, men det kan de måske komme til med hjælp fra Anne Ladegaard Skovs forskning på DTU Kemiteknik på Danmarks Tekniske Universitet.
I foråret fik den 32-årige adjunkt Elastyrenprisen og 100.000 kroner fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber for sin forskning i, hvordan materialer reagerer, når de påføres en kraft.
Og i særdeleshed forskning i polymere netværk, og hvordan man kan optimere klæbere til plastre og bandager og gøre dem mere hudvenlige og robuste over for påvirkninger, når man f.eks. skal vende en patient med liggesår.
Fra teori til design
Forskningen udspringer af Anne Ladegaard Skovs ph.d.-projekt, hvori hun gik meget teoretisk til værks og karakteriserede eksisterende materialer ved hjælp af reologi, hvor man måler, hvordan et materiale reagerer, når man gnider på det eller trækker i det.
»Jeg mente jo sådan set, at det eneste rigtige var at lave noget teoretisk, og jeg tænkte, hvem gider dog lave noget i virkeligheden?« siger hun med et smil og uddyber:
»Men så gik det op for mig, at det kunne være skægt at gå den anden vej og se på en ønsket reologisk opførsel og så i stedet prøve at designe materialer ud fra det.«
'Kreativt' er et af de ord, hun sætter på sit fag, når hun bliver bedt om at beskrive det, for når man vil udvikle nye materialer eller justere på de gamle, så er der brug for gode, skæve og anderledes ideer.
Ideen om et intelligent materiale, der måske en dag kan bruges i beskyttelsesvesten, fik hun fra en artikel i tidsskriftet Dansk Kemi.
»Der var et eksempel med en søpølse, som er et bløddyr, men hvis den bliver bange, så sender den et signal gennem hjernen, så det bløde ydre pludselig bliver hårdt som en skal. Jeg tror, det var en faktor 1000, den bliver hårdere ved at udsende signaler, og så har man et helt andet materiale. Det er en af de ting, det kunne være skægt at lave i laboratoriet, og selve teknikken er nogenlunde forstået,« forklarer hun.
Nye hensyn
Skiftet fra at være ph.d.-studerende på DTU og senere postdoc på Cambridge i England og til at blive adjunkt har været markant for Anne Ladegaard Skov.
Fra at være den drivende kraft i forskningen og bruge næsten al sin tid på den, så er der kommet andre hensyn ind i både arbejds- og privatlivet.
Som relativt ny adjunkt går en stor del af arbejdstiden med undervisning og vejledning af studerende, og privat skal der være tid til et familieliv med to små børn på et og tre år.
Derfor er helt nye intelligente materialer ikke noget, hun tryller ud af ærmet på et øjeblik.
»Der er mange, der prøver at lave materialer, og de får dem også fremstillet, men de er lidt på herrens mark med hensyn til at optimere dem, fordi de ikke ved noget om reologi. Så det håber jeg på at kunne gøre.«
Kollega som forbillede
»Selvfølgelig ville det være rart at lave helt nye materialer, som ingen andre har lavet. Men som jeg ser mig selv lige nu, så går jeg og snuser til, hvad andre laver for at kopiere deres kemi og lave modifikationer, så det bliver, som jeg gerne vil have,« siger Anne Ladegaard Skov, mens papiret foran hende bliver fyldt med tegninger og forklaringer på netværk, krydsbindinger og polymere kæder, hvor små ændringer kan få materialerne til at ændre egenskaber.
Som ung forsker er der masser af forbilleder at spejle sig i, men skal hun nævne en person, som hun kan hente inspiration fra, så bliver det professor Anja Boisen fra DTU Nanotech.
»Hvis man skal være som hende, skal man få rigtig mange gode ideer. Jeg synes, hun er sej. Især fordi hun som kvindelig forsker er en rigtig god rollemodel. Vi er nødt til at få nogle flere kvinder herud,« mener Anne Ladegaard Skov.
Over de seneste år er der kommet mange flere kvindelige forskere inden for kemiteknik.
»Vi ser det i populationen af ph.d.-studerende - og mon ikke det også med tiden vil vise sig på de næste akademiske niveauer. Jeg vil i hvert fald arbejde for, at kvinder ser mulighederne i en universitetskarriere.«
Lavet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet
