Big data kan forbedre forbrugersundheden

Er du typen, der kaster din kassebon væk, inden du forlader supermarkedet?

Hvorfor ikke lade forskerne få glæde af den? Eller lade den indgå i de undersøgelser, det offentlige laver om vores kostvaner? Eksempelvis ved at smide den i en scanner og trykke på den store røde knap, hvor der står 'Donér Dine Data'.

Selvom en enkelt kassebon ikke umiddelbart virker til at have stor værdi, kan de tilsammen hurtigt blive til big data.

Der opleves i øjeblikket en voksende interesse for at forstå sammenhængen mellem vores fødevarevaner og livsstil. Og netop her spiller big data – og dermed din kassebon – en vigtig rolle.

Det digitaliserede samfund skaber i stigende grad muligheder for at forstå forbrugernes valg. Problemet er blot, at disse data er fragmenterede, og at de indsamles eller genereres i mange forskellige led af forsyningskæden med mange forskellige teknologier og af mange forskellige aktører.

Derfor er de heller ikke umiddelbart anvendelige for de mange forskellige typer af forskere, beslutningstagere og virksomheder, der er interesserede i at bruge dem til at lave effektive folkesundhedsstrategier eller til at reformulere fødevareprodukter.

Lad os dele vores data

Det vil EU-forskere i Richfields-programmet nu lave om på. Programmet har Aalborg Universitet og standardiseringsorganisationen GS1 som danske partnere.

En af de allerførste aktiviteter har netop været at analysere kasseboner fra en familie i Nordjylland, som i en periode på 10 år har samlet alle deres kvitteringer.

Efter 10 år overrakte de os dem alle bonnerne, hvorpå vi analyserede dem. Analysen viste blandt andet et markant ændret forbrugsmønster, efter børnene flyttede hjemmefra. Derefter spiste familien mindre fastfood, mere 'fine dining', købte mere økologi og nedsatte deres shoppingfrekvens og slikforbrug.

Det er denne 'Donér Dine Data'-tankegang, som vi nu undersøger nærmere. Blandt andet vil vi se på, om Block Chain Teknologi (BCT) – eksempelvis brugt til Bitcoin – vil kunne hjælpe til at skabe en transparent og tillidsvækkende platform for deleøkonomi på big data-området. BCT muliggør, at mange forskellige aktører kan deles om data på en facon, hvor alle kan bidrage, hvor ingen har enekontrol, og hvor alle transaktioner kan gøres transparente.

Kan forbrugerne blive medforskere?

Målet med Richfields er at designe en forskningsinfrastruktur, som kombinerer viden om forbrugeradfærd og fødevareindtag.

Infrastrukturen er bl.a. baseret på idéen om, at forbrugerne kan blive medforskere ved at donere de forbrugerskabte data, for vi er alle medskabere af vigtig information, når vi i stigende grad anvender mobile apps og sætter digitale aftryk af vores daglige indkøbsrutiner.

Selvom vi i første omgang anvender disse applikationer for vores egen skyld, oplever mange forskere en stigende interesse fra forbrugernes side for at dele nogle af disse data med forskerne.

Projektet skal være med til at sikre, at dette kan ske i en anonymiseret form, der beskytter privatlivets fred. Forskerne kan nemlig i langt de fleste tilfælde klare sig med aggregerede data og uden at kende den enkelte forbrugers identitet.

På den måde er forskningen i big food data også et væsentligt bidrag til debatten om deleøkonomien. Forudsætningen er naturligvis, at der er noget at hente for forbrugeren ved at dele data – f.eks. ved at deltagerne i sådanne datadelingsfællesskaber får tilbudt rådgivning om, hvordan de kan ændre forbrugsvaner til gengæld for deres datadonationer.

Hvem må bruge vores data?

En stor del af de store data skabes ved, at vi som forbrugere bevæger os i bestemte mønstre, f.eks. når vi handler, og når vi kommunikerer med hinanden på sociale medier om mad.

Selvom vi giver vores data væk til eksempelvis Facebook og Google mod til gengæld at få lov til at bruge deres tjenester, betyder det ikke nødvendigvis, at vi er ligeglade med, hvor vores data ender, og hvem der kommer til at bruge dem.

Derfor er en vigtig del af det europæiske forskningssamarbejde at afdække de etiske og privatlivsmæssige problemstillinger og at komme med forslag til en forskningsinfrastruktur, der vil kunne håndtere disse data på en fair og gennemsigtig måde.

Men hvorfor udvikle en forskningsinfrastruktur?

Baggrunden for initiativet er en række af EU-politikdokumenter, der alle efterlyser sundere kostvaner og initiativer, der kan hjælpe i den retning.

Hensigten er derfor at opbygge en infrastruktur, der gør forskere, sundheds- og fødevaremyndigheder, regeringer og industrien i stand til at handle mere effektivt på disse udfordringer omkring sundhed og bæredygtighed.

Ambitionen er at skabe en forskningsinfrastruktur, der gør vidensdelingen mellem forskere med forskellig baggrund nemmere.

Kan vi f.eks. bruge viden om individers bevægelsesmønstre sammen med viden om, hvor fødevarebutikker ligger, til at forudsige noget om individers fremtidige sundhed? Og kan vi bruge vores madskriverier på de sociale medier til at sige noget om forbrugertrends på fødevareområdet, frem for at skulle vente lang tid på resultater fra befolkningsundersøgelser?

Ved at undersøge nogle af nyeste eksempler vil vi samtidig være med til at sikre forbrugeren mod utilsigtede anvendelser, såsom at deres personlige data sælges til kommercielt brug, at sundhedsmyndigheder pludselig ved for meget om os, eller at forsikringsselskaber får adgang til vores data og laver policer efter vores adfærdsmønstre.

Store data frem for spørgeskemaer

Studiet af forbrugernes fødevarevalg har gennemgået store forandringer over de seneste år. Det har betydet mindre fokus på spørgeskemaer, interviews og selvrapportering.

I stedet interesserer forskerne sig for intelligente og personbårne teknologier, der bla. er blevet udviklet i Aalborg Universitets FoodScapeLab, ,da adfærdslaboratorier og personteknologier giver gode muligheder for at studere forskellige adfærdsdesigns og nudges.

Men samtidig stiller disse laboratorier nye krav til forskningsinfrastrukturerne, således at forskerne bedre kan dele disse datasæt. Alene fordi sådanne målinger er krævende og bekostelige, er forskerne nødt til at arbejde sammen om protokoller, metoder, validering, kalibrering og uddannelse.

Hvad kan fødevareerhvervet opnå?

En af ideerne med projektet er at udnytte data, der er genereret af forbrugeren selv, men også data, som genereres i forretningsmæssige sammenhænge. Eksempelvis når vi handler i dagligvarebutikken, eller når vi køber ind på nettet.

Her kigger forskerne ikke kun på den individuelle forbruger, men også på hvordan det offentlige agerer i forbindelse med handel af fødevarer.

Den offentlige sektor er stor i de fleste europæiske lande. Derfor er det gået op for mange politikere, at fødevarevalget i netop denne sektor har stor betydning. Herhjemme har vi f.eks. fået en løbende monitorering af de økologiske offentlige indkøb, som skal hjælpe beslutningstagere på vej, når det gælder strategier for økologien og de offentlige måltider.

Den monitorering ser AAU-forskerne nærmere på, og dermed kan vi forsøge at identificere nogle fremtidige udviklings- og reguleringsbehov. I det hele taget lægger samarbejdet op til mere direkte offentligt-privat samspil.

Et eksempel på det er indsamlingen af næringsstofdata, der typisk har været et offentligt domæne. Med forordning 1169/2011 fra EU er ansvaret for f.eks. at deklarere næringsstofindhold i en fødevare lagt ud til producenterne. Det betyder, at der i disse år lægges enorme mængder fødevaredata op i private databaser, der er specifikke for hver enkel fødevare. Fødevareproducenterne deklarerer altså selv indholdet af deres fødevarer i sådanne databaser, der i princippet kan gøres offentligt tilgængelige.

Hvor det før var det offentlige, der med store mængder analysedata fra de statslige fødevarelaboratorier havde monopol på at vide, hvad fødevarerne indeholdt, skaber de nye databaser helt nye muligheder for at regne på næringsstofferne.

I stedet for at vi regner på en chokoladebar, hvis næringsstofindhold måske er analyseret for adskillige årtier siden, kan vi med de åbne data regne på lige præcis det specifikke og navngivne produkt, som vi har spist.

En ny type af åbenhed om data?

Det digitale samfund og dets muligheder betyder også, at forskerne ikke som tidligere vil kunne holde datakortene tæt til kroppen. Den nye bølge, der under overskriften 'Open Access' taler om datademokrati og datafilantropi, vedrører nemlig ikke kun publiceringen, men også retten til at eje datasættene.

Når nu det offentlige en gang har betalt for data, hvorfor så ikke gøre dem tilgængelige for andre forskere? Der er allerede metoder tilgængelige for analyse af store data. Kobling til åbne datasæt som f.eks. the EU Open Data Portal er oplagte muligheder.

Men åbenheden er også en udfordring. Forbrugere og andre dataleverandører vil skulle tage stilling til, hvad deres data skal bruges til.

Nogle forbrugere har præferencer for, hvem de vil dele deres data med. Debatten, om hvem der skal have lov til at kigge vores Dankortdata efter i sømmene, er et godt eksempel på udfordringerne.

Nogle forbrugere vil måske have lyst til at stille data til rådighed for videnskaben og almengodet, som de ikke nødvendigvis vil dele med kommercielle interessenter.

Alt dette vil en dataforskningsinfrastruktur skulle kunne håndtere.