'Dét var et godt spørgsmål!' Sådan udbryder vi, når vi får et spørgsmål, der er svært at svare på.

Men er et godt spørgsmål virkelig kendetegnet ved at være svært at svare på?

Det har vi spurgt os selv om på Videnskab.dk-readaktionen. Vi stiller hver dag mange spørgsmål til forskerne - tit hjulpet rigtigt godt af jer, vores læsere. Men vi har problemer med at definere, hvad der kendetegner et spørgsmål, der er godt. Dét forvolder dog ikke de store hovedbrud hos professor i formel filosofi og logik ved Københavns Universitet Vincent F. Hendricks. Og han er endda mand for at guide os ud i kunsten at blive spørge-hajer.

»Det er ikke bare lige sådan at stille et godt spørgsmål. Vi kan alle spørge, hvad vi skal have til middag. Men bevæger vi os lidt længere op ad rangstigen, skal vi tænke os om. Vil jeg for eksempel have svar på noget specifikt eller have en vurdering? Den slags spørgsmål skal man stille sig selv, før man kan stille et godt spørgsmål,« fortæller Vincent F. Hendricks.

Rammen er vigtigere end om spørgsmålet er åbent eller lukket

Helt overordnet kan man sige, at der findes to slags spørgsmål, man kan stille. De åbner for hver sin type svar.

• Åbne spørgsmål er gode, hvis du vil have et svar, hvor der indgår overvejelser og vurderinger – for eksempel: ’Hvad er det gode ved at gå i byen fredag aften?’ Faren ved at stille åbne spørgsmål er, at de kan blive for åbne – for eksempel: ’Hvad er det vigtigste problem, vi skal løse?’. Sådan et spørgsmål kan være så åbent, at det er svært at vide, hvad man skal svare. For hvad er det for en type problem, der er tale om? Handler det om at få et godt socialt liv i gymnasieklassen, eller handler det om jordklodens fremtid?
   
• Lukkede spørgsmål er gode, hvis du vil have et meget klart svar, hvor der ikke er plads til for-og-imod-vurderinger – for eksempel: ’Kan du cykle på ethjulet cykel?’. Den slags spørgsmål kan man kun svare noget meget simpelt til. I det her tilfælde ja eller nej. Faren ved lukkede spørgsmål er, at de let fremtvinger svar, der gør tingene mere simple, end de i virkeligheden er.

På tv stiller journalisterne tit ja/nej-spørgsmål til politikerne. Målet er at få dem til at svare klart på de spørgsmål, der bliver stillet. Men selvom lukkede spørgsmål muligvis er effektive i den situation, er det som regel ikke den bedste måde at stille spørgsmål på, hvis man for alvor vil være klogere, fortæller Vincent F. Hendricks.

»Et godt spørgsmål er ikke nødvendigvis noget, man kan give et ’ja’ eller ’nej’ svar på. Tit er de bedste spørgsmål dem, hvor man kan svare, at under forudsætning af ’det her’ og ’det der’, så er svaret sådan.«

»Et eksempel kunne være: Hvad er den bedste model for et robust samfund i Afghanistan? Dér ved vi, hvad rammen er – nemlig situationen i Afghanistan og forholdet til styreformer, landets indbyggersammensætning, uddannelsesniveau og så videre,« siger Vincent F. Hendricks.

Politik er præget af dårlige spørgsmål

Hvis man følger med i dansk politik bliver det tydeligt, hvor vigtig rammen er, når der skal stilles gode spørgsmål. Politikerne er nemlig eksperter i at tale forbi hinanden, fordi de ikke er enige om de rammer, de diskuterer spørgsmål inden for.

»Politikerne kan bruge hundrede år og en madpakke på at diskutere rammerne i stedet for problemerne. Skal de diskutere spørgsmålet om, hvordan vi løser problemer med arbejdsløshed, kommer diskussionen til at handle om, hvordan man skal opgøre arbejdsløshedstal i Danmark,« siger Vincent F. Hendricks.

I Sverige er politikerne også gode til at diskutere rammen for spørgsmålene i stedet for selve spørgsmålene. Derfor gjorde svensk tv noget lidt utraditionelt ved forrige valg til det svenske folketing, Rigsdagen.

»Ved partilederrunden før valget havde værterne gjort noget smart. De havde bedt alle partilederne om på forhånd at blive enige om nogle grundlæggende præmisser og kendsgerninger: BNP er så og så og så højt, beskæftigelsen er så høj – og så videre. De var alle enige om tallene – altså kendsgerningerne – på forhånd, og så fik de en langt mere oplyst debat om hvordan Sveriges udfordringer skulle tackles,« fortæller Vincent F. Hendricks.

Tre tommelfingerregler

Belært af vores viden om gode spørgsmål, kan vi opstille tre tommelfingerregler for, hvordan du stiller et godt spørgsmål:

1. Rammen skal være klar. På den måde ved den, der svarer, i hvilken sammenhæng, svaret skal gives. Sådan undgår du at få et svar i Øst, når du egentlig gerne ville have det i Vest.
    
2. Etablér nogle fælles kendsgerninger. Jo mere enige man er om, hvordan rammen hænger sammen, desto klarere kan svaret blive. En socialist kan for eksempel godt stille en liberalist et spørgsmål med en klar ramme: ’Hvad gør vi for at undgå en ny økonomisk krise i Danmark?’ Men de er ikke enige om kendsgerningerne, og derfor får socialisten ikke et svar, der giver mening for ham. Liberalisten mener nemlig, at den offentlige sektor er problemet. Socialisten, at bankernes og direktørernes grådighed er problemet – bare for at tage et noget karikeret eksempel
    
3. Stil spørgsmålet kort, klart og præcist, så det ikke bliver tvetydigt. Opstår der tvivl om, hvad der skal svares på, får du et dårligt svar, fordi du har stillet et dårligt formuleret spørgsmål.

Videnskaben stiller gode spørgsmål

I politik forsøger man, fra tid til anden, at få præmisserne og kendsgerninger på plads ved at nedsætte kommissioner til at kortlægge et problem, før man finder en løsning. Men kommissionernes anbefalinger bliver desværre tit beskyldt for at gå et særligt politisk ærinde. Og så er vi lige vidt.

Anderledes forholder det sig blandt forskere. De forsøger at fremlægge grundpræmisserne og hertil hørende kendsgerninger for deres forskning, når de skriver videnskabelige artikler. Og de gør en ære ud af at fremlægge præmisserne så klart, at andre kan forholde sig kritisk til dem.

»Det er derfor, det er så vigtigt, at videnskabsfolk redegør for forsøgsopstillingen, når de skriver en videnskabelig artikel. Du skal lave en opstilling, der er gennemtænkt, så naturen giver dig et så klart svar som muligt. Og andre skal være i stand til at kritisere din opstilling på et oplyst grundlag – og efterprøve dine resultater« siger Vincent F. Hendricks.

Gode videnskabelige spørgsmål rykker ved virkeligheden

En ting er den måde, som forskerne forsøger at skabe klarhed om forskningen på. Noget andet er de spørgsmål, de stiller. Når videnskabsfolk virkelig brager igennem med store, nye opdagelser, er det fordi, de har stillet et godt spørgsmål, der rykker ved vores opfattelse af, hvordan verden hænger sammen.

Det opdagede den berømte videnskabshistoriker Thomas Kuhn i 1960erne. Han fandt ud af, at det faktisk er meget, meget svært at stille virkelig gode spørgsmål, fortæller Claus Emmeche, som er lektor og centerleder ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Københavns Universitet.

Kuhn fandt ud af, at forskere, der undersøger de samme ting – for eksempel astrofysikere – som regel er enige om de helt grundlæggende kendsgerninger. De er så enige, at de ikke kan sætte spørgsmålstegn ved dem. Sådan nogle grundlæggende kendsgerninger, som alle er enige om, kalder Kuhn for ’et paradigme’.

»De spørgsmål, man stiller til en videnskabelig gåde, som man forsøger at løse, er typisk allerede tilladte inden for rammerne af det normalvidenskabelige paradigme, man arbejder inden for,« fortæller Claus Emmeche.

Tiden skal være moden til det gode videnskabelige spørgsmål

På et tidspunkt ændrer de videnskabelige paradigmer sig. Det sker, når en stor forsker formår at stille et virkelig godt spørgsmål, som man ikke kan finde svar på inden for det gamle paradigme.

Et eksempel på det er historien om Nicolaus Kopernikus (1473-1543), som i 1543 spurgte: ’Kan det være, at Jorden kredser omkring Solen?’ Tidligere troede man, at det var omvendt. Men de videnskabelige observationer passede ikke med opfattelsen af, at Jorden er Universets centrum – og så stille Kopernikus sit spørgsmål.

»Begynder paradigmet at drille, og anomalier – sære iagttagelser, der ikke kan forklares indenfor den herskende ramme – ophobes, ja så begynder forskere ikke bare at nøjes med at stille spørgsmål inden for paradigmets rammer. De udfordrer måske også de herskende antagelser – teoretiske og måske også grundlagsmæssige – i paradigmet.«

»Det kan måske så føre til mere afgørende radikale fornyelser, paradigmebrud og nye rammer for nye spørgsmål,« fortæller Claus Emmeche.

Det var lige præcis det, der skete, da Kopernikus stillede det virkelig gode spørgsmål: 'Kan det være, at Jorden kredser om Solen?'

Alle kan heldigvis stille gode spørgsmål

Når man læser et spørgsmål som det, Kopernikus stillede, kommer man nemt til at tænke, at det var et meget simpelt spørgsmål. Og det er også rigtigt.

»Tit har man en forestilling om, at videnskabsfolk stiller spørgsmål på en helt særlig måde. Men metoden er ret beset den samme, som når man stiller alle andre gode spørgsmål – og gudskelov for det. Heldigvis kan vi alle stille gode spørgsmål – både når det gælder videnskab og til hverdag,« siger Vincent F. Hendricks.