Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Universet udvider sig hurtigere end forventet

Annonce:

KORT NYT FRA UDLANDET:

Astronomer har med NASA's Hubble Space Teleskop opdaget, at universet udvider sig fem til ni procent hurtigere end forventet. Det skriver UC Berkeley i en pressemeddelelse.

Det nye studie bliver publiceret i tidsskriftet Astrophysical Journal.

»Hvis du virkelig tror på vores beregning - og det har krævet blod, sved og tårer at gøre vores målinger korrekte og præcist at forstå usikkerhederne - så leder det til konklusionen, at der er et problem med forudsigelser baseret på målinger af den kosmiske mikrobølge baggrundsstråling; den sidste glød fra Big Bang,« siger Alex Filippenko, som er professor i astronomi ved UC Berkeley og medforfatter på det nye studie, i pressemeddelelsen.

»Måske snyder universet os eller også er vores forståelse er universet ikke komplet,« tilføjer han.

Forskerne bag det nye studie gjorde opdagelsen ved at forbedre målingen af universets nuværende udvidelseshastighed til hidtil uset præcision og en usikkerhed på kun 2,4 procent.

Men den forfinede kalibrering skaber forvirring, da den ikke matcher den udvidelseshastighed, som blev forudsagt for universet på baggrund af dets kurs lige efter Big Bang. Dette betyder, at den såkaldte Hubble-konstant - en universel konstant inden for fysikken -måske skal ændres.

Annonce:

Der er få mulige forklaringer på universets hurtigere udvidelse. En mulighed er, at 'mørk energi', som allerede er kendt for at accelere universets udvidelse, måske skubber galakser væk fra hinanden med større eller voksende styrke.

En anden mulig forklaring er, at kosmos indeholdte en ny subatomar partikel i sin tidlige historie, som næsten kunne rejse med lysets hastighed. Disse lynpartikler kaldes 'mørk stråling'. Mere energi fra yderligere mørk stråling kan forkaste selv de bedste forsøg på at forudsige universets nuværende udvidelseshast baseret på dets kurs lige efter Big Bang.

Sidstnævnte muligheder er, at det hurtigere univers fortæller astronomer, at Einsteins relativitetsteori måske er ufuldtendt, skriver UC Berkeley i pressemeddelelsen.