NASA, verdens største og nok mest avancerede rumfartsagentur, står over for et frustrerende lavpraktisk problem, som de har svært ved at løse.
Siden maj har deres næsten 45 år gamle rumsonde, Voyager 1, sendt fejlmeldinger tilbage til Jorden fra dens placering uden for Solsystemet, omkring 23 milliarder kilometer fra Jorden. De skæve data gør, at NASA ikke kan vide, om rumsonden fungerer, som den skal.
Men sagen er bare den, at rumsonden er så gammel, at NASA ikke længere er i besiddelse af de nødvendige manualer for at fikse problemet. Voyager 1 blev nemlig designet og sendt op i 70’erne, som på mange måder var en anden tid.
»Der var ikke noget stort forsøg på at lave et dokumentbibliotek, da ingeniørerne blev pensioneret i 70’erne og 80’erne. Folk tog bare deres bokse med hjem i deres garager,« siger Suzanne Dodd, der er projektleder for Voyager-missionen i dag, til Insider.
»For at få fat i den rette dokumentation kræver det, at vi regner ud, hvem der har arbejdet på det pågældende område af projektet.«
Med de seneste fejlmeldinger leder holdet bag missionen derfor efter de ingeniører, som tilbage i de tidlige 70’ere var med til at udvikle det såkaldte 'attitude control system', som kontrollerer orienteringen af rumfartøjet, hvorfra den skæve data nu bliver sendt.
Opgaven er således at finde de pensionerede ingeniører, opsøge dem og høre, om de mon stadig har de gamle manualer gemt væk i en flyttekasse ude i garagen. En opgave, som Dodd til Insider kalder for ganske tidskrævende.
Voyager 1 blev sendt op i 1977 sammen med dens tvilling Voyager 2. Rumsonderne skulle studere Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og deres respektive måner med en beregnet levetid på fem år.
Men siden da har Voyager 1 og 2 overgået deres forventede levetid og fortsat deres tro tjeneste. Siden da har de opdaget ukendte måner og skaffet det første direkte bevis på heliopausen, som er grænsen mellem heliosfæren og det interstellare medium uden for Solsystemet.
»Vi ønsker, at missionen skal fortsætte så længe som muligt, fordi dataen er så værdifuld,« siger Dodd til Insider.
Men selvom NASA vil gøre sit bedste for at redde Voyager 1, er Dodd dog indstillet på, at det godt kan gå den anden vej.
»Intet holder for evigt, selv ikke i rummet.«

































