Skinnende og cirka 20 millimeter i diameter ligger de i det kolde, grå månelandskab.
Det kinesiske månefartøj, Yutu-2, har gjort et fascinerende fund: To gennemsigtige glaskugler i støvet på Månens bagside.
\ Læs mere
Glas i sig selv er ikke sjældent på Månen. Materialet dannes, når silikatmateriale udsættes for høj temperatur - to ingredienser, der er lettilgængelige på Månen.
I Månens fortid var der vulkansk aktivitet, der skabte vulkansk glas, som stadig kan ligge begravet i månestøvet.
Ligeledes kan meteoritnedslag generere høje nok temperaturer til at danne glas, som, man mener, det har været tilfældet, da astronauterne på Apollo 16 fandt to glaskugler nær et krater.
Men i modsætning til tidligere opdagede glaskugler er Yutu-2’s langt mere gennemsigtige.
Ifølge forskerne tilknyttet det kinesiske månefartøj, kan de muligvis hjælpe med at gøre os klogere på Månen, dens sammensætning og historik med meteororitnedslag:
»Som den første opdagelse af makroskopiske (synlige med det blotte øje, red.) og gennemskinnelige glaskugler på Månen, forudsiger denne undersøgelse, at der skulle være rigeligt med sådanne kugler på tværs af Månens højland, hvilket giver lovende prøveudtagningsmål, der kan afsløre Månens tidlige nedslagshistorie,« skriver forskerne i rapporten bag opdagelsen.
Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Science Bulletin.

































