James Webb-teleskopet spilder ikke tiden. Kun en lille uge efter den store offentliggørelse af de første billeder, har teleskopet måske fundet en galakse, som eksisterede for 13,5 milliarder år siden.
Galaksen har fået navnet GLASS-z13 og er foreløbigt dateret til 300 millioner år efter Big Bang – hvilket er 100 millioner år tidligere end noget hidtil, fortæller Rohan Naidu fra Harvard University, ifølge Science Alert.
»Potentielt kigger vi på det fjerneste stjernelys, som nogen nogensinde har set,« siger Rohan Naidu, ifølge Science Alert.
Naidu har sammen med 24 andre astronomer verden over afleveret deres fund til et videnskabeligt tidsskrift. Studiet er altså endnu ikke peer-reviewed, hvilket betyder, at man bør vente med at tage fundet for gode varer, da det ikke er blevet vurderet af uafhængige forskere endnu.
Ifølge Naidu, er et andet hold astronomer, som har analyseret det samme data, dog kommet frem til lignende konklusioner.
Således er forventning altså, at man nu har fundet en af de tidligste galakser, der opstod efter Big Bang for 13,8 milliard år siden, som man håbede, teleskopet var i stand til.
James Webb-teleskopet blev sendt i luften 25. december 2021 og har først været oppe i fuld kadence siden sidste uge.
Det nye fund er måske startskuddet på den nye æra af rumopdagelser, som man ifølge Science Alert forventer af teleskopet.