Et stort skridt for en videnskabsmand

I dag er det fyrre år siden, vi første gang landede et medlem af menneskeracen på månen.

De sidste par år er månelandingen mest blevet brugt til konspirationsteorier; var de der eller ej?

Før du læser videre, er det derfor en god idé at købe en kraftig laser og et nogenlunde teleskop. Du kan så rette laseren mod reflektoren, som Apollo-astronauterne stillede op på Månen, og kig gennem teleskopet. Når du ser det reflekterede laserlys, har du et lysende bevis for, at de faktisk var der.

Med raket og en computer på 32 kilo – med regnekraft som en lommeregner fra Tiger-butikken – landede to astronauter på Månen. Nu var det slut med at sidde og kigge på vores nærmeste nabo i rummet gennem et koldt teleskop.

Månelandingen var en teknologisk og menneskelig præstation, som gjorde Månen håndgribelig, og ikke mindst gjorde det federe at være videnskabsmand.

Månelanding har åbnet vores øjne

»Det kan være svært at forklare, hvad jeg laver. Men månelandingen kender alle, Den kan bruges som indgangsvinkel til at fortælle, hvad jeg går og laver til daglig. Det kan ellers godt være uhåndgribeligt,« siger Kristian Pedersen, astronom ved Dark Cosmology Centre, Niels Bohr Instituttet.

Kristian Pedersen forsker i mørkt stof. Mørk stof er usynligt og kan kun måles ved indirekte metoder og derfor ikke forstås i vores almindelige begrebsverden.

Månelandingen, derimod, er til at forstå. Man kan se Månen, filmene fra Månen og endda nive Neil Armstrong i maveskindet, hvis man ellers kan få fat i ham.

Da Apollo 11 landede på Månen 20. juli 1969, var det svært at begribe, at det kunne lade sig gøre. Alligevel skete det.

»Den intellektuelle, mentale påvirkning af os alle sammen fra månelandingen er vigtig. Det har været en øjenåbner, at vi har stået på Månen,« mener Kristian Pedersen.

Mere end køkkengrej

Man skal have indrettet sit hjem ualmindeligt gammeldags for ikke at have biprodukter af rumteknologi stående. Den teknologiske udvikling, der har bredt sig fra rumskibe til vores hænder, er imponerende, men det har ikke påvirket Kristian Pedersens professionelle hverdag.

»Jeg laver ikke astronomi og videnskab på grund af den teknologiske udvikling, jeg laver det, fordi jeg gerne vil blive klogere på den verden vi lever i. Teknologi er udmærkede biprodukter, men det er spørgsmålene der interessante. Hvad er det for et univers vi bor i, hvordan opstod det, og hvor kommer vi selv fra. Det er for de spørgsmål, jeg gør det, og ikke for at lave stegepander eller få bedre computere,« siger Kristian Pedersen.

Teknologien fra månelandingen er markant, men faktisk har landingen også givet os svar på videnskabelige spørgsmål. For eksempel, hvor kommer Månen fra, og hvad er den lavet af?

Sammenstød mellem planeter

Ifølge den gængse teori blev Månen til efter et sammenstød mellem Jorden og en planet på størrelse med Mars.

»Den teori har månelandingen bekræftet. Astronauterne på Apollo-missionerne samlede omkring 400 kilo månesten ind. Sten, som fortæller om Månens oprindelse. For man fandt både sten, som lignede dem på Jorden, og sten, som var helt fremmede. Det forklares nemmest ved et sammenstød mellem Jorden og en anden planet,« forklarer Kristian Pedersen.

I dag bliver data fra månelandingerne stadig brugt til at undersøge, hvordan Månen ser ud indeni. Og reflektorerne, som blev stillet op af astronauterne, gør, at man nemt kan måle afstanden til Månen. Det har faktisk vist sig, at den bevæger sig væk fra Jorden. Dog kun med cirka 3,8 centimeter per år.

Kun lidt videnskab for pengene

Det har været en øjenåbner, at vi har stået på Månen

Kristian Pedersen

Der er fulgt teknologiske og videnskabelige skridt med månelandingen.

Alligevel findes det største skridt måske inden i vores hoveder. Månen er blevet mindre mystisk, og universet er blevet mere åbent.

»Månelandingen har åbnet øjnene for bemandet rumforskning, at mennesket kan tage ud og betræde en anden klode. Det er absolut stort. Der er ikke så langt til Månen set i astronomisk målestok, men alligevel er det en bedrift, at man kunne sende nogen derop. Månelandingen åbnede universet for os, mig i hvert fald, og for mange andre, tror jeg,« siger Kristian Pedersen.

Det var først og fremmest et prestigeprojekt frem for et videnskabeligt projekt. Den Kolde Krig gjorde det til en politisk nødvendighed. Den største nation var den, der kom længst ud i rummet.

»Hvis man ser på, hvor meget videnskab man kunne få for pengene ved at investere pengene i videnskab frem for at sende folk til Månen, så kunne man nok have fået mere for pengene,« siger Kristian Pedersen.

Fed viden

Rejsen til Månen har gjort det nemmere at fortælle og fascinere med komplicerede videnskabelige opdagelser.

»Effekten er, at så mange er blevet opmærksomme på, hvad der foregår; at hov, der er noget andet end vores egen lille jordklode. Den har øget interessen for indsigten i universet,« mener Kristian Pedersen.

Og det gør det federe at være videnskabsmand.

Den 11. december 1972 landede vi på Månen for sidste gang. Det er 36 år og knap syv måneder siden.