Hvad ville du tage med, hvis du skulle rejse ud i rummet?
Det er nok ikke et spørgsmål, du har spekuleret vildt meget over, men det har rumsteret i hovedet på den danske astronaut Andreas Mogensen de seneste måneder.
Ligesom alle andre astronauter, der sendes op til Den Internationale Rumstation (ISS), har han fået lov til at pakke 1,5 kg personlig bagage, der lægges ind i Sojuz-rumskibets lastrum 28. august – fem dage får opsendelsen 2. september.
Glem alt om et glas champagne i rummet
Han må dog ikke tage hvad som helst med, fortæller franske Romain Charles, der er crew support engineer hos den europæiske rumfartsorganisation ESA. Som crew support varetager han en række støttefunktioner for ESA’ astronauter. Blandt andet er han med til at sørge for, at Andreas’ bagage bliver undersøgt og godkendt, så han kan få personlige ejendele med, uden at astronauternes sikkerhed sættes over styr.
»Det er helt op til Andreas, hvad han vil have med, men vi er nødt til at sikre, at det overholder visse krav. For eksempel må du ikke medbringe glas, for hvis det går i stykker i vægtløshed oppe på rumstationen, er det virkelig farligt. De små glasstumper svæver rundt og kan nemt komme ind i lungerne eller øjnene – så intet glas,« forklarer Romain Charles.
Glasset er kun én af årsagerne til, at Andreas Mogensen ikke kommer til at fejre ankomsten til rumstationen med en flaske champagne. Beholdere med indhold under tryk er strengt forbudt, ligesom alkohol er bandlyst på rumstationen. Det gælder ikke bare alkoholholdige drikke, men også alkohol i produkter som parfume, aftershave eller mundskyl, da det er let antændeligt. Brandfare er desuden grunden til, at bagagen ikke må indeholde meget papir.
Ipad’en er svær at få med
Elektronisk udstyr er noget af det, der bliver undersøgt grundigst. Batterier kan potentielt skabe gnister, og elektronik kan udsende visse lugte og gasser, der kan forurene luften på ISS. Desuden kan et USB-stik eller en iPad indeholde virus, der kan skade rumstationens computersystem.
»Det er muligt at få elektronisk udstyr med, men det er meget svært. Det tager lang tid at få det godkendt, så det er ofte ikke besværet værd,« forklarer Romain Charles.
Andreas Mogensen har da heller ikke valgt at medbringe underholdning i form af elektronik, der kan afspille film og musik eller bruges til at læse e-bøger.
»Nu regner jeg ikke med, at jeg får tid til at se film eller læse bøger deroppe i løbet af 10 dage, men de, som er deroppe i seks måneder, får sendt alt sådan noget op elektronisk,« forklarer Andreas Mogensen.
Familie og venner skal svæve foran Jorden
Den danske astronaut har i stedet pakket ting, der minder ham om sine nærmeste og sit liv på Jorden, ligesom han medbringer en masse småting, som han kan forære som gaver efterfølgende. I en mail til Videnskab.dk røber Andreas Mogensen indholdet af sin personlige bagage:
- »Jeg har taget billeder med af familie og venner, som jeg vil tage billeder af, mens de svæver i Cupola (Cupola er observatorium på ISS bestående af syv vinduer med udsigt over Jorden, red.).«
- »Så har jeg et stykke faldskærm med underskrifter fra 100-200 personer, der dyrker skydiving.«
- »Jeg har også en baseball-kasket fra University of Texas at Austin, hvor jeg fik min ph.d. fra.«
- »Jeg har seks LEGO-figurer med, som venner og bekendte har bedt mig om at medbringe.«
- »Jeg har også iriss-patches, klistermærker og danske flag, som jeg kan give som gaver efter missionen.«
- »Og til sidst har jeg et portræt lavet af en kendt street artist.«
Det er ifølge Romain Charles meget typisk, at astronauter vælger at tage en masse små ting med.
»De mest almindelige ting er billeder, fordi de gerne vil gøre deres eget ‘værelse’ personligt. De tager også ofte smykker og andre små ting fra deres familie med, og så giver de dem tilbage bagefter, så genstanden bliver speciel for personen,« siger Romain Charles.
Dansk kultur sendes ud i rummet
Andreas Mogensen kommer desuden til at kunne præsentere de øvrige besætningsmedlemmer på rumstationen for dansk design, litteratur og historie. En række danske kulturgenstande, som blandt andet museer og virksomheder har overrakt til Andreas Mogensen, er nemlig blevet sendt derop på forhånd:
- En slibesten fra vikingetiden.
- En kopi af den danske grundlov.
- Et stort Dannebrog.
- En Roligan Hoptimist.
- En række specialfremstillede LEGO-astronauter.
- Kay Bojesens Fanebærer.
- H. C. Andersens egen kopi af sin bog ‘Billedbog uden billeder’.
- Søren Kierkegaards originaltekst ‘Lilien på Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler‘.
Genstandene er blevet undersøgt på kryds og tværs i blandt andet vakuumtanke i ESA’s tekniske hovedkvarter ESTEC i Holland. Det gøres blandt andet for at sikre, at materialerne er stabile. Hvis genstandene går i stykker eller smuldrer på rumstationen, vil de små stykker svæve rundt og kunne skade besætningen eller elektronikken ombord.
Missionen er for kort til at lide afsavn
Andreas Mogensen rejser op til rumstationen 2. september, hvor han skal udføre en lang række videnskabelige eksperimenter. Han vender dog tilbage til Jorden allerede 12. september. Han tvivler på, at han kommer til at savne noget under den korte mission.
»Hvis jeg skulle være deroppe i seks måneder, så kunne det godt være, at jeg ville savne min seng, eller at jeg kunne få en rigtig cappuccino eller sådan noget. Selvfølgelig ville jeg også savne min familie, men om jeg når det på 10 dage, det ved jeg ikke,« siger den danske astronaut.
Du kan se med live på Videnskab.dk, når Andreas Mogensen og hans bagage bliver sendt ud i rummet 2. september kl. 6.34 om morgenen dansk tid.