I begyndelsen af maj begynder de lyse nætter, hvilket skyldes, at Solens højde varierer i løbet af året på grund af Jordens aksehældning.
Om vinteren står Solen lavt over horisonten ved middagstid og om sommeren højt. Tilsvarende varierer det også, hvor langt den kommer ned under horisonten om natten.
De lyse nætter opstår, når Solen ved midnat er mindre end 18° under horisonten.
Forskellige typer af tusmørke
Efter solnedgang er der som bekendt en vis overgang, inden det bliver helt mørkt, og om morgenen dæmrer det langsomt før solopgang.
Denne overgang kaldes tusmørke eller skumring (dæmring, hvis det er om morgenen), og den inddeles i tre grader: borgerligt, nautisk og astronomisk tusmørke.
- Under borgerligt tusmørke befinder Solen sig mellem 0° og 6° under horisonten. Det er dette tidsrum, vi almindeligvis betegner som tusmørke. Horisonten kan tydeligt ses, og man kan ikke se stjernerne.
- Borgerligt tusmørke afløses af nautisk tusmørke, hvor Solen er mellem 6° og 12° under horisonten. De første stjerner dukker frem, og horisonten kan stadig skelnes. Nautisk tusmørke har fået sit navn, fordi udmåling af stjernernes højde i forhold til horisonten umiddelbart før solopgang eller efter solnedgang tidligere blev brugt til navigation på havet.
- Astronomisk tusmørke er i det tidsrum, hvor Solen befinder sig mellem 12° og 18° grader under horisonten. Under astronomisk tusmørke kan man stadig se et genskær af Solens lys på himlen i den retning, hvor Solen befinder sig under horisonten. Himlen er altså ikke helt mørk, og det er først, når Solen er mere end 18° under horisonten, at nattemørket per definition begynder. Først der kan man foretage astronomiske observationer af de svageste objekter.
Mængden af lyse nætter afhænger af, hvor du bor
Som regel varer de lyse nætter varer fra 5. maj til 8. august.
Denne angivelse gælder for Københavns horisont, idet astronomiske tidspunkter traditionelt angives med udgangspunkt i det gamle Observatorium på Østervold.
Tidspunktet afhænger imidlertid af den geografiske bredde, og selv om Danmark er et lille land, dækker det alligevel over tre breddegrader.
Jo længere sydpå man bor, jo kortere tid varer de lyse nætter: I Gedser varer de fra cirka 9. maj til 3. august, mens de i Skagen cirka varer mellem 28. april og 14. august.
Den 9. maj passerer Merkur Solen
Merkur er normalt kun synlig nogle få gange om året i tusmørket før solopgang eller efter solnedgang, og den kan aldrig ses om natten.
Men den 9. maj er en undtagelse. Her kan man opleve et sjældent fænomen, når der er merkurpassage. Det betyder, at du kan være heldig at få et glimt af Merkur i dagtimerne.

Merkurpassager sker kun 13-14 gange på et århundrede, og denne gang kan den ses i hele sin længde fra Danmark.
LÆS OGSÅ: Årets astronomiske begivenhed: Merkur passerer Solen
En merkurpassage sker, når Merkur bevæger sig ind foran Solen, set fra Jorden. Ved passagen vil man kunne se planeten som en mørk plet, der vandrer henover solskiven.
Se det ske gennem Planetariets solteleskop
Hvis du bruger solformørkelsesbriller til at se merkurpassagen, skal du kigge rigtig godt efter. En merkurpassage kan nemlig være lidt svær at se med det blotte øje.
Det skyldes at Merkur er forholdsvis lille og langt væk fra Jorden.
Den 2. maj kan du på Planetariet høre et foredrag om merkurpassagen, og Planetariet holder derudover workshops, hvor du kan bygge dit eget solteleskop og få det med hjem.
Den 9. maj er der solteleskoper på pladsen foran Planetariet, hvor man kan komme forbi i tidsrummet 13-21.
Efter passagen bevæger Merkur sig videre om på morgenhimlen. På grund af de føromtalte lyse nætter kan den imidlertid ikke ses fra vore breddegrader længere, fordi morgenhimlen ganske enkelt er for oplyst.
Adskellige andre planeter at fryde sig over
Der er dog rigeligt med andre planeter på nattehimlen til at tilfredsstille os.
For eksempel er Mars meget synlig på nattehimlen for tiden, hvor den står op efter solnedgang mod sydøst.
Den 22. maj er Mars i opposition. Det vil sige, den står præcis modsat Solen og dermed står op ved solnedgang. Hvis du vil se med, skal du holde øje med stjernebilledet Skorpionen.

Selvom Mars er det klareste, den har været længe, så bliver den i starten af måneden overgået af Jupiter.
Jupiter, som du finder i stjernebilledet Løven, var i opposition i begyndelsen af marts, så dens lysstyrke aftager i maj.
Endelig kan du i nærheden af Mars se Saturn, der er solsystemets næststørste planet.
Saturn står først i opposition til Solen i begyndelsen af juni, men det betyder, at den langsomt stiger i lysstyrke i løbet af maj måned og derfor bliver mere og mere synlig.
Tid til stjerneskud
Meteorsværmen Eta-Aquariderne topper natten mellem den 5.-6. maj og udspringer fra stjernebilledet Vandmanden.
Desværre kommer Vandmanden ikke særlig højt over horisonten, så det kan være svært at få øje på stjerneskuddene.
Der vil dog være bedst mulighed for succes kort inden solopgang mod øst.
Selvom Vandmandens position kan være begrænsende, vil Månens lys til gengæld forstyrre minimalt, da det er nymåne den 6. maj.
For observatører på den sydlige halvkugle vil der være cirka 40 stjerneskud at se i timen, når meteorsværmen er på sit højdepunkt.
Står du på dansk jord, må du dog ikke forvente at kunne se mere end cirka 10 stjerneskud i timen - måske endda færre.
Artiklen bringes i samarbejde med Tycho Brahe Planetariet og er redigeret af Sari Vegendal i samarbejde med Karsten Bomholdt.


































