KORT NYT FRA DANMARK:
Unge, som bliver tiltrukket af bandemiljøet, leder efter fælleskab. Og det er netop, hvad de får i banderne. Det viser en ny forskningsrapport, som har forsøgt at grave dybere i bandemedlemmernes opvækst, familiebaggrund og erfaringer med skole, arbejde og fritid. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
»Det, de unge opnår i bander, er et fællesskab og et broderskab. Det er anerkendelse og respekt, som de ikke får andre steder. Og det handler også om ikke at føle sig alene i verden,« siger lektor Kirster Elisa Petersen, der er forfatter til forskningsrapporten, i pressemeddelelsen.
Kirster Elisa Petersen har de seneste to år interviewet 10 unge mænd fra bandemiljøet herunder både etnisk danske unge og unge med anden etnisk baggrund.
Hvis vi for alvor vil komme bandernes tiltrækning af unge til livs, skal der gøres en mere nuanceret indsats, mener Kirster Elisa Petersen.
»Indsatsen i Danmark er meget fokuseret omkring en kombination af en forstærket politimæssig indsats og strengere straffe kombineret med forskellige former for exitprogrammer for at få unge ud af bandemiljøer. Men der er foruroligende lidt samfundsmæssigt fokus på forbyggende indsatser, som kan forhindre, at de unge overhovedet glider ind i bander eller kriminalitet til at begynde med,« siger hun.
Resultaterne viser, at stort set alle bandemedlemmerne har haft dårlige erfaringer i skolen fra en tidlig alder, og at indsatsen fra myndighederne først sker, når de unge allerede er kommet ud i kriminalitet.
Læs også:
Strengere straffe er ikke vejen: Sådan får man bandemedlemmer ud af kriminalitet
Dørmænd allierer sig med bande-medlemmer
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
mft