KORT NYT FRA UDLANDET:
Tyske forskere tændte onsdag for et eksperiment, som de håber vil nå langt i jagten på en mere ren og sikker atomenergi. Det skriver Phys.org.
Efter ni års byggearbejde og forberedende tests, har forskere ved Max Planck Instituttet for Plasmafysik i Greifswald i Tyskland indsprøjtet en lille smule hydrogen i deres store doughnut-formede maskine, som de herefter gav en omgang, med hvad der svarer til 6.000 mikroovne.
Resultatet blev en supervarm gasform, også kendt som plasma, som bestod i mindre end et sekund, før den kølede ned igen. Men det var længe nok til, at forskerne kunne erklære starten på eksperimentet en succes.
»Alt gik godt i dag,« sagde Robert Wolf, en af forskerne bag projektet, til Phys.org.
»Med et system så komplekst, er du nødt til at sikre dig, at alt virker perfekt, og der er altid en risiko.«
Eksperimentet er en del af et verdensomspændende mål om at kunne benytte sig af nuklear fusion – en proces, hvor atomer smelter sammen ved ekstremt høje temperaturer, og derved frigør store mængder energi.
En af udfordringerne for eksperimentet i Tyskland er blandt andet, at holde reaktorens magneter, der holder plasmaen svævende indeni maskineriet, kølige. Forskerne trækker blandt andet på erfaringer fra dengang, man startede partikelacceleratoren, LHC, i Schweiz for over fem år siden.
Læs også:
Fuld fart på forskningen i fusionskraft
11 spørgsmål og svar om fusionsenergi
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams