En tidlig, tværfaglig og koordineret indsats i jobcentrene kan mindske sygefraværet og give positive effekter på samfundsøkonomien, skriver Det Nationale Forskningsenter for Arbejdsmiljø på baggrund af nye forskningsresultater.
For at opnå det gode resultat kræver det dog en betydelig indsats for kommunernes side, konkluderer forskerne, som har evalueret et rekordstort projekt om, hvordan man bedst får sygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet.
Evalueringen viser, at kommuner med god implementering af projektets anbefalinger ofte opnår en positiv effekt. Effekten i kommuner med god implementering svarer til en reduktion af sygefraværets længde på i gennemsnit ca. 2,6 uger. Da der ses store forskelle i effekten – selv blandt kommuner med god implementering – kan den forventede effekt i andre kommuner, som lykkes med en god implementering, afvige herfra, skriver Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Cirka 60 pct. af de kommuner, der har deltaget i projektet, har succesfuldt gennemført en god implementering, mens de resterende har gennemført en mindre god implementering. Dette understreger, at der er tale om et kompleks koncept, og at det tager tid og vilje samt kræver en betydelig indsats for at lykkes med at etablere en tidlig, tværfaglig og koordineret indsats, konkluderer forskerne.