I Nepal er der siden 2009 kommet 63 procent flere tigre, viser en ny undersøgelse. Det skriver BBC News.
Der er nu 198 vilde tigre i Nepal, hvor der i 2009 blot var 121. Specielt i nationalparken i det sydvestlige Bardia, er der sket fremgang. Her er antallet af tigre steget fra 18 til 50.
De sydasiatiske lande har indgået en aftale om, at antallet af tigre skal fordobles inden år 2022, og for Nepal er den nuværende fremgang beskrevet som en milesten.
»Tigeren er en del af Nepals naturlige rigdom, og vi er forpligtede til at sørge for, at disse fantastiske vilde katte har bytte, beskyttelse og plads til at trives,« fortæller Megh Bahadur Pandey, der er direktør for nationalparkerne i Nepal, til BBC.
Et studie fra Cardiff University har ellers tidligere i år meldt ud, at den indiske tiger var i stor fare for at uddø, da der simpelthen ikke var nok variation hos de tilbageværende parringspartnere.
Studiet viste, at 93 procent af de DNA-variationer man fandt i tigre, der var blevet skudt, ikke er til stede i dagens nulevende tigre. Det udkom i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B.
Læs også på Videnskab.dk: