OBS: Artiklen er rettet 20. august 2013, så det præciseres, at det ’tilsatte sukker’ i undersøgelsen er High fructose corn sirup, som i stor stil anvendes i USA, men ikke i Europa og Danmark.
En særlig form for sukker, som ofte tilsættes madvarer i USA, er giftigt for mus – selv hvis dyrene får det i doser, der bliver betragtet som ’sikre’ for mennesker, skriver nyhedsmagasinet Raw Story.
En ny undersøgelse viser, at mus, som får en kost med den særlige form for tilsat sukker ikke bliver tykke eller syge, men ifølge Raw Story dør dyrene yngre og får færre børn end mus, som får en sund kost.
Det rejser ifølge forskerne spørgsmålet om, hvor meget af det tilsatte sukker mennesker bør spise.
Sukkeret, som forskerne undersøges kaldes High fructose corn syrup – også kendt som isoglukose. Isoglukose tilsættes i stor stil til amerikanske fødevarer såsom bagværk, slik, drikkevarer og lignende.
»Vi har vist, at den mængde sukker, som folk typisk indtager – og som normalt anses for at være sikre – har indflydelse på musenes helbred,« siger biologen James Ruff fra University of Utah.
I undersøgelsen, som netop er blevet publiceret i Nature Communications, har forskerne opdelt 156 mus i to grupper.
Den ene gruppe mus fik en normal, sund kost med naturligt optrædende kulhydrater, mens dem anden gruppe mus fik en fjerdedel af deres kost erstattet med isoglukose.
Efter 26 uger blev musene sat sammen og fik nu den samme kost i 32 uger. Ved slutningen af eksperimentet var 35 procent af hunmusene, som havde fået den isoglukose-holdige kost, døde – dobbelt så mange procent som blandt hunmusene, der ikke havde fået kost med den særlige form for sukker.
De hanmus, som havde fået isoglukose, fik ifølge forskerne 25 procent færre børn end musene på den sunde kost, ligesom de usunde hanmus kontrollede 26 procent mindre territorium.
Isoglukoses indvirkning på helbredet har været heftigt debatteret i USA, men i Norden og Europa anvendes produktet langt fra ligeså meget som i USA. Isoglukose har et højt indhold af fruktose, mens det produkt, som forsøder drikkevarer og bagværk i Europa, hovedsageligt er sukker (sakkarose).
Artiklen er rettet
LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:
Feder light-sodavand mindre end sodavand med sukker?