På Københavns Universitet har forskere tidligere dokumenteret, at indholdsstoffer fra de sydafrikanske planteslægter Crinum og Cyrtanthus – som minder om vintergæk og påskelilje – har en effekt på de mekanismer i hjernen, der er involveret i depression.
Nu har forskningen båret yderligere frugt. Et team med base på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har netop vist, at flere sydafrikanske liljer indeholder plantestoffer, der har favorable egenskaber i forhold til at kunne passere den genstridige blodhjernebarriere; der er en fundamental udfordring i al lægemiddeludvikling:
“Flere af vores plantestoffer vil formentlig kunne smugles forbi hjernens effektive udsmiderproteiner. Vi har undersøgt forskellige indholdsstoffer for påvirkning af transportproteinerne i hjernen. Undersøgelsen blev foretaget i en genetisk modificeret cellemodel af blodhjernebarrieren, der indeholder høje mængder af transportproteinet P-glycoprotein. Vores resultater er lovende, og flere af de undersøgte kemiske forbindelser bør derfor testes yderligere med henblik på langsigtet lægemiddeludvikling,” siger lektor Birger Brodin i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet og fortsætter:
“Det største problem i medicinsk behandling af hjernesygdomme er, at medicin ikke kan komme ind i hjernen. Hjernens blodkar er uigennemtrængelige for de fleste stoffer, blandt andet på grund af de meget aktive transportproteiner. Proteinerne pumper så at sige lægemidler ud af cellerne, lige så hurtigt som de kan komme ind. Det er derfor interessant, når vi finder stoffer, der formår at ‘fuppe’ forsvarsværket.”
Resultatet af undersøgelsen er netop publiceret i tidsskriftet Journal of Pharmacy and Pharmacology.