Alle landets forskere og studerende får nu adgang til foreløbig 775.897 digitaliserede radioudsendelser fra DR, skriver ku.dk.
Det giver nye muligheder i undervisningen og forskningen, hvor de digitale arkiver kan skabe ny viden om blandt andet dansk sprog, musik og historie. Lige nu er der fx en studerende, der researcher til et speciale om radioens fremstilling af den kolde krig.
»Vi har nu komplette digitaliserede arkiver af alle DR’s radioudsendelser fra 1984 og frem. Når vi går længere tilbage, er arkivet ikke komplet, men ambitionen er at få digitaliseret så mange af DR’s arkiverede radioudsendelser som overhovedet muligt, så forskere og studerende kan streame dem fra LARM.fm,« siger LARM-projektleder Bente Larsen fra Københavns Universitet, som sammen med en række forskere og studerende præsenterede LARM.fm-platformen d. 30. november.
Udsendelser tilbage fra 1931
Det er det nationale forskningsinfrastrukturprojekt LARM Audio Research Archive, der holder til på humaniora på Københavns Universitet, som i samarbejde med blandt andet DR har gjort de mange udsendelser tilgængelige og søgbare via web-platformen LARM.fm.
Alle forskere og studerende på landets videregående uddannelser kan få adgang til søgemaskinen, som foreløbig indeholder knap 800.000 radioudsendelser helt tilbage fra 1931 og frem til i dag.
Forskere og studerende kan klikke sig ind på larm.fm/opretbruger.html og oprette sig som bruger og på larm.fm/komgodtigang.html få en introduktion til systemet.
LÆS OGSÅ: Verdens første jingleforsker er dansk