KORT NYT FRA UDLANDET
De med søde tænder bør skænke andet end taljen og tandlægen en tanke, når slikskålen sendes på runde. Ifølge ny forskning kan sukker nemlig også øge risikoen for at udvikle brystkræft, skriver Medicaldaily.com.
»Undersøgelsen tyder på, at fruktose i kosten påvirker produktionen af brysttumorceller. Det indikerer en forbindelse mellem sukkeret og tumorvækst hos mus,« siger medforfatter til undersøgelsen Dr. Lorenzo Cohen fra University of Texas MD Anderson Cancer Center til Medicaldaily.com.
Mens tidligere forskning har fokuseret på sukkerets mulige inflammatoriske effekt i udviklingen af brystkræft, har forskerne bag det nye studie koncentreret sig om, sukkerets påvirkning af tumorer i mus’ brystkirtler.
Forskerne fandt frem til, at mus som indtog en sukkerholdig kost tilsvarende en normal vestlig diet, var i væsentlig større risiko for at udvikle tumorer i brystet end mus, som fik en sukkerfri kost.
Den store synder var særligt mad med et højt indhold af fruktose.
Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cancer Research.
Læs også:
Antioxidanter fordobler spredningen af kræft i mus- og menneskeceller
Forskning bag nobelpris i kemi er et kræft-gennembrud
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv