Analysen viser, at problemer i stalden ofte hænger sammen med problemer i stuehuset: Risikoen for dyreværnssager stiger, hvis landmanden har økonomiske udfordringer, eller hvis der er sociale problemer i familien, fx sygdom. Det skriver sfi.dk.
Analysen viser endvidere, at bøder for overtrædelse af dyreværnsloven ikke får landmænd til at forlade erhvervet, men at risikoen for at begå nye overtrædelser stiger markant, hvis man tidligere inden for de sidste fem år har været i konflikt med dyreværnsloven.
»Landbruget har undergået store forandringer i de seneste generationer, men det er stadig en livsstil med særlige normer og traditioner, hvor arbejdsliv og privatliv er tæt forbundet.«
»Det er nødvendigt at anerkende de normer og hjælpe de udsatte landmænd til at forbedre deres sociale forhold, hvis man vil nedbringe antallet af dyreværnssager,« fortæller rapportens forfatter, ph.d.-studerende Stefan Bastholm Andrade.
Heldigvis er problemet begrænset
Rapporten understreger dog samtidig, at problemet er ret begrænset: Der er godt 40.000 landbrugsbedrifter i Danmark, og i perioden mellem 2000 og 2008, som rapporten omhandler, har der været under 350 årlige sager om brud på dyreværnsloven blandt landmænd, heraf kun få af alvorlig karakter.
Rapporten er bestilt af Fødevarestyrelsen, som et led i forebyggelsesindsatsen overfor dyreværnssager i landbruget.
LÆS OGSÅ: Kan det være dyrplageri at gøre en rotte lykkelig?