Produktion af grønsager, urter og potteplanter om vinteren kræver en hel del strøm . Et nyt projekt sigter mod at nedsætte energiforbruget hos gartnerier, skriver Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA).
Det skal ske ved at koble styringen af gartneriernes kunstlys sammen med elnettets smart grid system. Smart grid er et netværkssystem, der løbende anvender information om det aktuelle elforbrug for at forbedre effektiviteten, bæredygtigheden og økonomien af elforsyningen.
»Gartneribranchen ligger blandt top fem i elforbrug, så der er al mulig grund til at lede efter besparelser og finde nye løsninger,« siger lederen af projektet lektor Carl-Otto Ottosen fra Aarhus Universitet.
Gartnerier bruger meget kunstlys for at sikre den bedste produktkvalitet, men kører med meget fast styring af lyset. Et tidligere samarbejde mellem Aarhus Universitet og Syddansk Universitet i pilotprojektet DynaLight viste, at der kan spares mellem 15 og 30 procent af energien ved at anvende dynamisk styring af det kunstige lys.
I det nye projekt er målet at optimere planternes vækst i forhold til energiomkostningen med dynamisk kunstlys og ved at integrere væksthusgartnerierne med elnettet gennem DONG Energys Power Hub-koncept.
Projektet, som er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Københavns Universitet, DTU og virksomhederne Phillips, DONG Energy, Lindpro og GreenTech samt gartnerierne RosaDanica, KnudJepsen, Sogoteam og Legro.
Læs også på Videnskab.dk
Gartnerier kan spare penge ved at give planterne jetlag