Når stjerner skyder over nattehimmelen, er det tid til at sende det allerstørste juleønske ud. Næste mulighed for at gøre det er om natten 21. og den 22. december, hvor meteorsværmen Ursiderne topper, skriver Tycho Brahe Planetarium i en pressemeddelelse.
Planetarium forventer, at der er flest stjerneskud på himlem i de tidlige morgentimer den 22. december, lige før det begynder at lysne klokken 7. Ursiderne udstråler fra stjernebilledet Ursa Minor (Lille Bjørn)
Meteorsværmen Geminiderne toppede med 120 stjerneskud pr. time om natten mellem den 13. og 14. december, men desværre var vejret var ikke optimalt, hvis man gerne ville se mange skud.
Det er den Internationale Meteor Organisation (IMO), som indsamler observationer af meteorsværme som Geminiderne og bruger disse data til at sige, hvornår en meteorsværm er toppet og med hvilken aktivitet. De observationer af Geminiderne, der indtil videre er blevet indsamlet af IMO, viser, at sværmen som forventet var på sit højeste omkring midnat mellem den 13. og 14. december.
Det betyder dog ikke, at det på dette tidspunkt var muligt at se 120 stjerneskud på en time. Når aktiviteten af stjerneskudssværme angives, er der nemlig tale om en idealiseret værdi. Dette tal angiver, hvor mange skud, der kan ses under helt perfekte forhold: helt klar og helt mørk himmel, udsyn til hele himlen og stjerneskuddenes udstrålingsppunkt lige over hovedet. Da disse betingelser normalt aldrig er opfyldt, ses altid færre skud end aktiviteten angiver.