KORT NYT FRA UNIVERSITETERNE:
Forskere fra Aarhus Universitet (AU) har set nærmere på risikoen for at udvikle autisme, hvis du har en ældre halv- eller helsøskende med lidelsen.
Ifølge en pressemeddelelse fra AU er risikoen syv gange større, hvis du har en ældre søskende med autisme, end hvis du ikke har.
Hvis du kun deler mor med den ældre søskende, og altså ikke har samme far, er risikoen 2,5 gange så stor, meddeler universitetet.
Autisme er ifølge AU blandt de alvorligste børnepsykiatriske lidelser. Der har i de sidste to årtier været en markant stigning i antallet af børn, som får stillet en autisme-diagnose i Danmark, og den samme tendens er set i mange andre lande. Det er den generelle opfattelse, at autisme til dels skyldes noget genetisk.
Forskellen i risikoen mellem hel- og halvsøskende ser ud til at understøtte teorien om, at gener spiller en væsentlig rolle i autisme. Resultaterne for halvsøskende alene tyder på, at der kan være faktorer forbundet med moderen og hendes graviditet, der kan være medvirkende til udviklingen af autisme, skriver AU.
Det nye studie er lavet i et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Centers for Disease Control and Prevention, Atlanta, USA. Resultaterne er publiceret i tidsskriftet JAMA Pediatrics.
Læs også:
Skolerne er syge – hvad kan vi gøre? (Om bl.a. autisme blandt danske børn.)
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
th