KORT NYT FRA UDLANDET:
Det tyske bilfirma Volkswagens kæmpe svindleri med software i ni millioner solgte dieselkøretøjer fra 2009 til 2015 har haft enorme menneskelige omkostninger.
Næsten 45.000 leveår er gået tabt som følge af dårligt helbred eller tidlig død. Det skriver Radboud University i en pressemeddelelse.
De ni millioner solgte VW-biler har til sammen udledt 526.000 ton nitrogenoxider mere end lovligt i Europa og USA over den seksårige periode, konkluderer forskerne i det nye studie, som er publiceret i tidskriftet Environmental Pollution.
Nitrogenoxider forurener luften, og det er indåndingen af den ekstra luftforurening, som kan forklare det massive tab af leveår.
Studiet er det første, som kigger specifikt på den helbredsmæssige indflydelse i Europa. 95 procent af de helbredmæssige konsekvenser af VW-skandalen har fundet sted i Europa, som altså er markant hårdere ramt end USA.
»Der blev solgt mange flere ulovlige Volkswagenbiler i Europa, som også er et mere tætbefolket kontinent. Derfor er de europæiske helbredsmæssige konsekvenser af svindelsagen meget større, « siger Rik Oldenkamp, som er ph.d.-stipendiat i miljøvidenskab på Radboud University og en af forskerne bag studiet, ifølge pressemeddelelsen.
Hvis Volkswagen ikke tilbagekalder de solgte biler, som firmaet har svindlet med, vil yderligere 72.000 sunde leveår gå tabt i Europa på grund af den ekstra udledte forurening.
Læs også:
Diesel forurener mere, end offentligheden har vidst
Volkswagen-skandalen: Sundhedsskader for 100 millioner dollar
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lsd