KORT NYT FRA UDLANDET:
I Rumænien har man siden 1969 tilladt straffefanger at fjerne 30 dage fra deres dom, for hver videnskabelig artikel, de udgiver. Nu vil de afskaffe loven, skriver RetractionWatch.com.
Den specielle lov har ellers ikke været et problem længe, da der mellem 1969 og 2010 udkom fire artikler i alt.
Men siden da, der det gået stærkt. I 2011 udkom 3 artikler, 6 artikler i 2012, 11 artikler i 2013, 60 artikler i 2014 og – hold nu fast – 331 artikler sidste år.
Forretningsmændene Dan Voiculescu og Dinel Staicu ligger øverst på listen med hele 10 bøger hver. Og det er selvom Voiculescu først begyndte at afsone sin straf i August 2014.
En talsmand fra det rumænske justitsministerium har ifølge RetractionWatch udtalt, at situationen »er forværret signifikant.«
Da smuthullet i lovgivningen skader opretholdelsen af kriminelle straffe, har ministeriet planlagt at foreslå en ændring i lovgivningen allerede fra februar.
En af fangerne, Gheorge Copos, skrev angiveligt en bog om ægteskabelige alliancer hos rumænske konger i det 16. århundrede, mens han var i fængsel.
Men ifølge The Guardian, blev han anklaget for at have plagieret en afhandling fra en journalist, der studerede en mastergrad i historie ved universitetet i Bukarest, i april 2015. Alligevel er Copos sluppet fri, selvom han skulle have haft en straf på fire år.
Det forventes, at regeringen accepterer justitsministeriets forslag om lovændring, og at ændringen vil træde i kraft fra februar måned.
Læs også:
Fængsling af unge øger markant risikoen for senere kriminalitet
Nyt kort: Disse lande er værst til at plagiere forskningsartikler
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams