Risikoen for tyktarmskræft er faldet betydeligt blandt patienter med blødende tyktarmsbetændelse over de sidste 30 år. Det viser et nyt landsdækkende studie af knapt 50.000 patienter med inflammatorisk tarmsygdom. Studiet er udført af forskere fra Afdeling for Epidemiologisk Forskning, Statens Serum Institut, og er nyligt publiceret i det anerkendte tidsskrift Gastroenterology.
Det skriver Statens Serum Institut.
Patienter med kronisk inflammatorisk tarmsygdom (ulcerøs kolit og Crohn's sygdom) menes at have en forhøjet risiko for tarmkræft på grund af kronisk betændelse i tarmen. Tidligere studier har rapporteret en høj risiko for tarmkræft hos disse patienter. Det har ført til intens overvågning for kræft hos engelske og amerikanske patienter med disse sygdomme.
I de sidste årtier har behandlingen af inflammatorisk tarmsygdom ændret sig gradvist, idet der er kommet immunmodulerende og biologiske lægemidler på markedet. Det kan have ført til bedre kontrol af tarmbetændelen ifølge Statens Serum Institut. Det har dog hidtil været uvist, om behandlingsændringerne har påvirket risikoen for tarmkræft.
Læs også: Din tarmflora er vigtigere end du tror

































