KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:
Mandag blev to danskbyggede satellitter sendt succesfuldt i kredsløb om Jorden.
Der har imidlertid været problemer med at få kontakt med den ene satellit, skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.
Satellitterne, som er bygget af studerende fra Aalborg Universitet (AAU) og den nordjyske virksomhed GomSpace, blev sendt af sted fra Den Internationale Rumstation (ISS).
GomSpace fik hurtigt kontakt til deres satellit GomX-3, men de ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet havde problemer med at komme igennem til deres satellit – AAUSAT5.
Selvom de studerende endnu ikke selv har været i kontakt med AAUSAT5, trøster de sig med, at flere radioamatører rundt om i verden har været i stand til at modtage morsesignaler, som satellitten udsender.
Den tyske radioamatør Mike Rupprecht har ifølge Aalborg Universitet videresendt oplysninger til ESA og AAU, som indikerer at satellittens temperatur er 21 grader, og at spændingen på dens batteri er omkring 7,8 volt.
Begge dele er lige efter bogen, lyder det fra Aalborg Universitet.
»Vi er meget tilfredse med meldingerne fra radioamatørerne om, at den har det godt. Men vi er selvfølgelig ærgerlige over, at andre kan snakke med den, når vi ikke selv kan få forbindelse. Bortset fra dét, har det været en god dag, og vi kæmper videre de kommende dage,« fortæller ingeniørstuderende Joakim Bruslund Haurum i pressemeddelelsen fra Aalborg Universitet.
Frigørelsen af de to Cubesat-satellitter fra ISS var ifølge Aalborg Universitet 10 minutter forsinket. Der var desuden sidste-øjebliks-problemer med videosignalet fra rumstationen til Aalborg, hvorfra frisættelsen blev fulgt af studerende, ansatte, ESA-gæster og den danske astronaut Andreas Mogensen.pressefolk nåede at se satellitterne svæve ud i rummet.
Men det lykkedes at få genskabt forbindelsen i tide, så et forventningsfuldt publikum nåede at se satellitterne svæve ud i rummet.
Læs mere om satellitterne i artiklen Nu bliver to danske satellitter sluppet løs i rummet eller følg med, når de studerende streamer live fra laboratoriet, hver gang de prøver at få kontakt med satellitten. Det kan følges på aausat5.dk og YouTube.
Læs også:
Nu bliver to danske satellitter sluppet løs i rummet
Dansk studenter-satellit sendes op til rumstationen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb