KORT NYT FRA DANMARK:
Gulerødder, timian og hyldeblomster kan muligvis blive alternativer til diabetesmedicin. Forskere fra Aarhus Universitet har netop fundet ud af, at planterne indeholder bioaktive stoffer, som modvirker type 2 diabetes. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Forskerne undersøgte otte planter, og det viste sig, at fem af dem var gode til at øge glukoseoptagelsen i muskelceller og på den måde få insulinen til at virke planmæssigt. Det var særligt gulerødder, timian, hyldeblomster og rosenrød, som gav de største stigninger i glukoseoptagelse.
Efterfølgende opdagede forskerne, at de bioaktive stoffer i hyldeblomster både påvirker forhøjet blodsukkerniveau og overvægt, fordi de bidrager til at regulere kroppens omsætning af glukose og fedt.
»Vores resultater viser, at der er potentiale for at udnytte bioaktive stoffer fra planter til at producere nye midler mod type 2 diabetes,« siger seniorforsker Niels Oksbjerg fra Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet i pressemeddelelsen.
Diabetes er en alvorlig folkesygdom, som stadigt bliver mere udbredt, og den nuværende medicin er forbundet med bivirkninger, påpeger forskerne.
Læs også:
Diabetes-diagnose fører til vægttab
Forskere finder fire nye årsager til diabetes
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
msc