Det amerikanske rumagentur, Nasa, har fundet 26 nye planeter i verdensrummet ved hjælp af rumfartøjet Kepler. Det skriver jp.dk
Nyopdagelserne er fordelt over 11 planetsystemer, men overfladetemperaturerne er alle steder langt for høje til, at der kan opretholdes nogen former for liv.
Ikke desto mindre er planetjægerne hos Nasa begejstrede over fundene af de fjerne kloder:
»Før Kepler-missionen kendte vi til måske 500 exoplaneter (planeter uden for solsystemet, red.) over hele himlen,« forklarer videnskabsmanden Doug Hudgins fra Nasa-hovedkvarteret.
»Nu blot to år senere har vi ved at kigge på en del af himlen, som ikke er større end en knytnæve, opdaget mere end 60 planeter og mere end 2300 planetkandidater,« tilføjer han.
De mange fund af planeter sender et klart budskab til astronomer og andre interesserede, lyder det.
»Det fortæller os, at vores galakse med sikkerhed er fyldt med planeter i alle størrelser og i alle kredsløb,« siger Doug Hudgins.
Læs også: Nasa: Omkring 1.000 asteroider er tæt på Jorden