KORT NYT FRA DANSKE MEDIER:
Gøgens trækmønster til det sydlige Afrika er blevet kortlagt, og resultatet har ifølge dr.dk overrasket forskerne.
Gøgens trækrute har altid været lidt af et mysterium – i oldtiden troede videnskabsmænd sågar, at gøgen forvandlede sig til spurvehøg om vinteren, for så igen at returnere som gøg, når foråret brød frem, skriver Dr.dk
Men nu er det lykkedes for forskere at kortlægge gøgens trækmønster ved hjælp af satellitsendere monteret på fire gøge i Østsjælland og fire i Skåne.
»Det vi havde forventet var, at de trak ret spredt ned gennem Europa til Afrika,« siger post doc Mikkel Willemoes fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet til dr.dk.
Men undersøgelsen viser derimod, at gøgen har en meget nøje indprogrammeret rute.
Ifølge DR gælder det for de skandinaviske fugles vedkommende, at de flyver de via Polen, det sydøstlige Europa, direkte til Sahel-ørkenen, for så at bruge ca. 100 dage i grænseområdet mellem DR Congo og Angola, inden de via Vestafrika returnerer til deres udgangspunkt.
De individuelle fugle rejser ifølge DR.dk på næsten identiske ruter, og de gør holdt på de samme rastepladser – også i de tilfælde, hvor de flyver hver for sig og aldrig har lært ruten fra deres forældre, skriver Dr.dk.
Mikkel Willemoes fortæller, at det kan være tegn på, at fuglene nedarver langt mere information om ruten, end man før har antaget.
I undersøgelsen, som er publiceret i tidsskriftet PLOS ONE, var det kun tre af de danske fugle, som vendte hjem, mens ingen af de svenske fugle vendte hele vejen tilbage.
Læs også:
Retningssansen skærpes med alderen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb