Når en abe viser tænder, strammer halsmusklerne, lægger ørerne bagud og tæt ind mod hovedet, viser dyret, at det er bange og trængt op i hjørne – og derfor gør klar til at kæmpe. Når vi viser tænder, smiler vi. Hvordan er den store forskel sket op gennem evolutionen?
Men også vores venlige smil bunder oprindeligt i en mere aggressiv udgave, siger Janice Porteous, professor i filosofi fra Vancouver Island University i Canada til netportalen lifeslittlemysteries.com.
Professoren har undersøgt, hvorfor og hvordan latter og smil har udviklet sig hos mennesker. Hun har studeret nogle af de tidligste mennesketyper, og fundet beviserne der – foruden ved at følge adfærden hos rhesusaber, nogle af de højerestående primater.
De almindelige medlemmer af abeflokken blotter deres tænder for lederhannen. Ikke for at vise ”du er min fjende”, men for at signalere ”du er min ven”. Altså, jeg anerkender din dominans, så lad være med at angribe mig”.
På den måde får de underlegne aber i flokken lov at være i fred. Og på samme måde har de tidligste mennesketyper ”missing links”, også brugt smilet.
