En ubehagelig bakteriesygdom er skyld i størstedelen af antibiotikaforbruget i ferskvandsdambrugene i Danmark. Sygdommen kaldes for ’rødmundsyge’, fordi der ofte optræder blødninger i fiskens mund.
Uden behandling vil fiskene dø eller få betydeligt nedsat vækst. Derfor bruger fiskeopdrætterne en del antibiotika i de danske ørreddamme for at helbrede fiskene.
Men nu har forskere på Københavns Universitet fundet en ny vaccinationsmetode, informerer Danish Fish Immunology Research Center & Network.
»Vi har gennemført en række længerevarende fiskeforsøg med overraskende gode resultater. Vi har vist, at vaccination af fisk kan optimeres til et overraskende højt niveau, der giver fisk fuldstændig beskyttelse mod den dødelige sygdom, der hvert år kræver mange fiskeliv og masser af antibiotikaforbrug. Vores resultater vil derfor kunne spare miljøet mængder af antibiotika i de kommende år,« siger en af forskerne bag studiet, Kurt Buchmann, professor, Laboratoriet for Akvatisk Patobiologi, Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, Københavns Universitet.
Der er endnu ikke publiceret en artikel om resultatet, men forskerne præsenterer nyheden ved det på dansk Fiskeimmunologisk Forskningscenters kommende symposium d. 24. april 2012 på Frederiksberg Campus.