Nye kæmpeteleskoper og forbedrede teknikker gør, at astronomer finder flere og flere exoplaneter – altså planeter, der kredser om en anden stjerne end vores. Nogle af disse exo-planeter er potentielt beboelige.
Nu har forskere fundet en planet, der muligvis er beboelig 42 lysår fra Jorden. Det skriver blandt andre Jyllands-Posten.
Det drejer sig om en planet i kredsløb om stjernen med det charmerende navn HD 40307. Man har tidligere undersøgt HD 40307, og da fandt man tre planeter, men med de nye teknikker er det lykkedes at finde tre yderligere planeter, hvoraf den ene altså ligger i den såkaldt beboelige zone. Det vil sige ikke for langt og ikke for tæt på stjernen, hvilket øger chancen for, at der på planeten findes vand i flydende form.
Resultatet bliver inden længe offentliggjort i tidsskriftet Astronomy and Astrophysics.
Planeten er en såkaldt super-jord, og den har syv gange så stor masse som Jorden. Den er cirka 200 dage om at nå rundt om sin stjerne.
HD 40307 minder ikke specielt meget om Solen. Den er både er mindre og køligere.
Forskerne brugte Harps-instrumentet ved European Southern Observatory i Chile til at opdage planeten. Med dette instrument kan man ikke direkte se planeter, men det registrerer ændringer i det lys, som stjerner udsender. Ændringerne sker ved, at planeters tyngdefelt trækker i lyset.
Instrumentet blev for nyligt brugt til at opdage en ny planet tæt på vores egen, der minder om Jorden.
Det kræver stadig en del observationer at finde flere ligheder mellem den nyopdagede planet og vores egen.
Læs også på Videnskab.dk: