Det skal være slut med overbehandling af mænd, der får diagnosen prostatakræft. Danske forskere skal nu udvikle en ny test, der viser, hvor aggressiv kræften er, og om operation er nødvendig, skriver hoejteknologifonden.dk.
Prostatakræft kan allerede i dag opdages på et tidligere stadie, end det før var muligt. Men de tidlige undersøgelser fortæller ikke lægerne, om kræften er aggressiv og ondartet, eller af en type, som aldrig bliver et problem for patienten. Derfor skrider lægerne oftere end tidligere til operation og anden behandling – også i tilfælde, hvor dette måske ikke var nødvendigt.
Exiqon A/S og Aarhus Universitetshospital vil nu kombinere deres store viden inden for prostatakræft og identifikation af biomarkører inden for kræft til at udvikle en ny test, som skal indikere, hvor aggressiv kræften er. En sådan test kan betyde øget livskvalitet for de patienter, der måske kan undgå at blive opereret eller gå igennem voldsomme behandlingsforløb. Samtidig reducerer det sideeffekterne ved og omkostninger til behandling.
Forskerne ønsker at udvikle en test, der er nemt kan implementeres i en rutineundersøgelse. Gerne som urinprøve, der vil være til minimal gene for patienten. For at gøre det, skal de identificere de biomarkører for prostatakræft, som kan findes i urin.
Forskere vil jagte microRNA
I jagten efter brugbare biomarkører vil forskerne især søge efter microRNA, der spiller en vigtig rolle i de processer, der udvikler kræft. Når de har identificeret hvilke typer og niveauer af microRNA, der tyder på prostatakræft, kan de fastslå, hvor aggressiv en kræftform, der er tale om. På den måde kan man tilrettelægge behandlingen langt bedre for den enkelte patient.
»Exiqon har igennem de sidste 4 år udviklet en særdeles sensitiv metode til at måle microRNA niveauer i forskellige biologiske væsker fra mennesker. Det er oplagt at forsøge at anvende teknologien til at finde microRNA i urin, som kan afsløre, hvorvidt en patient har den aggressive form for prostata kræft,« siger Lars Kongsbak, adm. direktør hos Exiqon A/S.
Peter Mouritzen, chef for forskning og udvikling hos Exiqon tilføjer: »De indledende resultater ser lovende ud, så vi er meget spændte på at komme i gang.«
Forskerne vil også søge efter ikke-arvelige ændringer i DNA’et, kaldet epigenetiske ændringer. Det har nemlig vist sig, at sådanne ændringer har betydning for dannelsen af kræftceller.
»Aarhus Universitets Hospital råder over en meget stor biobank med vævs- og urinprøver fra mere end 10.000 patienter. Projektet giver os mulighed for at målrette vores søgen efter brugbare biomarkører i denne biobank, og her skal vi selvfølgelig trække på den stærke interne kliniske viden om prostata kræft og knowhow inden for molekylær biologiske metoder, hvor afdelingen er førende i Danmark,« lyder det fra professor Torben Falck Ørntoft og lektor Karina Dalsgaard fra Molekylær Medicinsk Afdeling (MOMA), Aarhus Universitetshospital.
Forskningsprojektet er netop blevet støttet med 13 millioner kroner fra Højteknologifonden.