KORT NYT FRA UDLANDET:
Ved hjælp af en ny teknik er det muligt at aflæse, hvilke dele af en flues hjerne, der var aktiv flere timer forinden – og dermed få et indblik i, om fluen for eksempel har været udsat for varme eller kulde. Det skriver sciencedaily.com.
»Vores teknik giver os et mulighedernes vindue for at se, hvilke synapser der var beskæftigede med at kommunikere under en bestemt adfærd eller sansemæssig oplevelse. Det er en unikt bagudskuende markør,« fortæller studiets hovedforfatter, Maro Gallio, der er lektor og ph.d. ved Northwestern University til sciencedaily.com.
Han har sammen med sit amerikanske forskerhold præsenteret den nye teknik i et studie i tidsskriftet Nature Communications.
For at aflæse fluernes minder genmanipulerede forskerne fluernes hjerneceller til at producere selvlysende molekyler.
Forskerne sørgede også for at splitte molekylerne ad i to halvdele, så molekylerne ikke lyste op, før de blev ført sammen igen.
Når fluerne havde bestemte oplevelser, dannede deres hjerner bro imellem hjernecellerne, og dermed også imellem de opsplittede, selvlysende molekyler. Når først molekylerne var blevet ført sammen, blev de ved med at lyse i flere timer.
Og ved senere at undersøge, hvordan fluernes hjerner lyste op, kunne forskerne lave et kort over, hvilke mønstre der for eksempel betød ‘varme’ og hvilke, der betød ‘kulde’.
»Vores resultater viser, at vi kan registrere et specifikt mønster af aktivitet mellem neuroner i hjernen og optage øjeblikkelige udvekslinger imellem dem som vedvarende signaler, der senere kan visualiseres under et mikroskop,« fortæller Maro Gallio til sciencedaily.com.
Læs også:
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on