KORT NYT FRA DANMARK:
To forskere har netop fået bevilliget 60 millioner hver fra Novo Nordisk Fonden til to nye forskningsprojekter. Det drejer sig om Fredrik Bäckhed, professor ved Københavns Universitet og Göteborgs Universitet og Torben Hansen, professor ved Københavns Universitet.
Det skriver Novo Nordisk Fonden i en pressemeddelelse.
De mange penge skal bruges på at forske i mave-tarmbakteriers relation til sygdomme. Projekterne skal løbe over seks år.
Fredrik Bäckheds projekt skal mere specifikt fokusere på bakteriefloraen i mave-tarmkanalens betydning for vores stofskifte. Fredrik Bäckhed skal studere, hvordan bakterierne relaterer sig til stofskiftesygdomme, og hvorvidt det er muligt at udvikle lægemidler på dette område.
Torben Hansens projekt fokuserer på metabolitter i menneskets tarmmikrobiota, der transporteres direkte til leveren og derfor kan spille en rolle i udviklingen af leversygdomme. Målet med Torben Hansens projekt er at identificere biomarkører til forebyggelse og behandling af leversygdomme.
De to projekter er udvalgt af en særligt nedsat ekspertkomite. Fonden uddeler bevillingerne inden for forskningsprogrammet Novo Nordisk Foundation Challenge Programme, som fokuserer på at løse globale teknologiske eller sundhedsmæssige udfordringer.
Fonden uddeler to af disse bevillinger årligt, så der gives ikke flere bevillinger i år.
Læs også:
Professorer: Novo Nordisk pakker markedsføring ind som forskning
Bedre Sundhed for Mor og Barn: Ny bevilling til dansk verdensklasseforskning
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
pmd