Mobiltelefonen er ved at revolutionere det kinesiske samfund. Den lille tingest har nemlig givet dem, der ikke tidligere har haft adgang til kommunikationskanaler, en stemme. Det mener ph.d. Jun Liu, der netop har forsvaret sin afhandling ‘Mobile Media: How Chinese use mobile phones to change politics and democracy’ på Københavns Universitet.
»Allerede i 2003 spillede mobiltelefonen en afgørende rolle, da folk forsøgte at dele informationer om SARS-epidemien, som regeringen ellers prøvede at tie ihjel. Og siden da er mobiltelefonen bare blevet endnu mere vigtig, fordi alle jo har en i dag. En mobiltelefon er ikke bare billig, den er også nem at bruge, og dermed kan almindelige mennesker udtrykke deres utilfredshed og organisere individuel og fælles modstand mod regeringens autoritet bare ved at sende en sms,« siger ph.d. Jun Liu ifølge pressemeddelelsen fra Københavns Universitet.
Kineserne har adgang til ulovlig mobilkommunikation, fordi den kinesiske regerings medarbejdere selv er dybt afhænge af mobile tjenester i deres daglige arbejde. Mobiltelefonerne er også en del af propagandasystemet, og det gør det svært for myndighederne at lukke ned for mobilkommunikationen.
Derudover har kineserne et ganske særligt forhold til deres netværk – også kaldt Guanxi, som gør, at kineserne i høj grad stoler på viden de får fra deres netværk, og at de føler sig forpligtet til at dele kontroversielle informationer med deres Guanxi. Begge dele har mobiltelefonen gjort nemmere, siger Jun Liu.