Måske har du oplevet, at du kunne dufte noget i luften i minutterne inden en regnskylle sætter ind. Forskere har bevist, at din næse ikke har været forkert på den. Det skriver LiveScience.com.
Duften fra en regnbyge er mest fremtrædende, når der i en periode har været varmt og tørt.
En af de duftstoffer man kan dufte, er et sødt, skarpt pift af ozon. Det bliver trukket ned fra højere luftlag, når en byge trækker ind over landet. Det er for eksempel også ozon, der giver vasketøjet en frisk duft.
Når dråberne så begynder at ramme jorden, hvirvler de en masse duftstoffer op i luften. Er man ude i naturen, kan det være lugtende eller duftende molekyler, der sidder på overfladen af planter – særligt planter, der har haft det varmt i en periode. I byer hvirvles der også duftstoffer op fra asfalt og beton. Nogle af disse er forfærdelige, mens andre dufter friskt. Disse duftstoffer kaldes under én hat petrichor, og er det mange tænker på, når man snakker om lugten af regn. De opstår når luftbårne molekyler af forrådnende plante- eller dyrevækst sætter sig på en overflade. I en tørkeperiode blander de luftbårne molekyler sig med andre stoffer på overfladen, og de bliver så frigivet, når regnen sætter ind.
Når regnen har huseret, så opstår der en fugtig, jordet lugt, som kommer fra den organiske forbindelse geosmin – et metabolsk biprodukt af bakterier eller blå-grønne alger.
Læs også: Hvorfor dufter vasketøj så godt, når det har hængt til tørre udenfor?