Malaria-parasitten, som slår op mod 500.000 mennesker ihjel hvert år, er måske endnu mere snu end hidtil troet, skriver ScienceNews.
Hollandske forskere har nemlig opdaget, at myg, som bærer parasitten, er langt mere tiltrukket af duften fra mennesker, end myg, der ikke er inficerede.
I et forsøg, havde forskerne indsamlet et par strømper med 20 timers fodsved fra en forsøgsperson. Strømperne blev smidt ind i en kasse, hvor der befandt sig to grupper af myg; inficerede og ikke-inficerede.
Myggene med malaria-parasitten landede tre gange so ofte på strømperne end de ikke-inficerede myg.
Noget kunne altså tyde på, at malaria-parasitten gør myggene til varmesøgende missiler, der er indstillet til at forfølge mennesker.
Tidligere eksperimenter har vist, at inficerede myg suger blod i længere tid og dermed øger sandsynligheden for, at parasitten bliver overført til blodet.
Forskerne ved ikke, hvordan malaria-parasitten kan påvirke myggenes lugtesans. Det står heller ikke klart, hvilket komponent af duften fra mennesker, det er, som tiltrækker dem mest, men eftersom forsøget involverede fodsved, må myggene ikke antages at være spcielt kræsne.
Hvis forskerne kan finde ud af, hvilken duft der tiltrækker myggene, vil det være muligt at bygge duftfælder, som kan fange dem.
Resultaterne er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLOS ONE.
LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:
Hvornår kommer kuren mod malaria?
Den lette duft af jul giver os lyst til at købe
Malaria skal bekæmpes med kroppens naturlige immunforsvar