Forskere har fundet ud af, at langtidsbehandling med ADHD-medicin kan have en utilsigtet effekt. Faktisk kan det virke stik modsat hensigten, skriver Science Newsline.
I et forsøg har det vist sig, at medicinen kan være årsagen til et lavt niveau af signalstoffet dopamin i områder i ADHD-patienters hjerner, selvom medicinen egentlig skulle forøge det.
ADHD anses for at være forbundet med et lavt niveau af dopamin i dele af hjernen. Det lave niveau skyldes en øget mængde af de transportstoffer, som fjerner dopaminen, og derfor behandler man ADHD ved hjælp af medicin som Ritalin, der øger dopaminniveauet i hjernen, så det kan nå at påvirke hjerneaktiviteten, inden transportstofferne fjerner dem.
Men da forskerne undersøgte ADHD-patienter, som havde været i behandling med medicin i 12 måneder, opdagede de, at mængden af transportstofferne i områder af hjernen var øget med 24 procent. Sammenlignet med en kontrolgruppe af voksne uden ADHD lå niveauet af transportstofferne også her langt højere.
Øget niveau af transportstoffer er blevet foreslået som en markør for diagnose af ADHD, men forskerne bag det nye studie konkluderer, at niveauforøgelsen måske snarere skyldes kronisk behandling end et tegn på lidelsen.
Mange undersøgelser har vist, at en pludselig forøgelse af dopaminniveauet kan forbedre ADHD-symptomerne på kort sigt, men det er første gang, at langtidseffekterne af behandlingen er blevet analyseret.
Resultaterne er neto publiceret i tidsskriftet PLOS ONE.