KORT NYT FRA UDLANDET:
Mennesker med høj intelligens har tendens til at leve længere end dem med lav intelligens, og nu viser et internationalt studie fra blandt andet Syddansk Universitet, at det næsten udelukkende skyldes generne. Det skriver LiveScience.com.
Forskerne mener ikke, at resultatet nødvendigvis betyder, at mennesker med høj intelligens har en tendens til at træffe sundere valg eller tjene flere penge, der kan købe dem bedre medicinske behandlinger. De mener snarere, at nogle af de gener, der gør dig intelligent, også kan gøre dig sundere og få dig til at leve længere.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Journal of Epidemiology.
I studiet undersøgte forskerne tre store studier, der indeholdte information om forskellene i levealder blandt enæggede og tveæggede tvillinger. Et studie indeholdt tal fra 377 par af mandlige tvillinger, hvor begge havde deltaget i Anden Verdenskrig. Et andet studie indeholdt 246 tvillingepar fra Sverige og et tredje havde undersøgt 784 danske tvillingepar.
Forskerne opdagede, at den mere intelligente tvilling fra hvert par levede længere, uanset om tvillingerne var enæggede eller tveæggede. Men forskellen i levealder var langt større blandt tveæggede tvillinger.
Da tveæggede tvillinger også har den største forskel imellem deres gener, konkluderede forskerne, at den større forskel i levealder måtte skyldes den genetiske forskel. Faktisk kunne forskelle i valg af livsstil kun forklare fem procent af sammenhængen mellem intelligens og levealder.
Det har længe været omdiskuteret, hvorfor intelligente mennesker har en tendens til at leve længere. Andre forskere har foreslået, at intelligente mennesker er bedre til at passe på deres sundhed, og at de får mindre risikobetonet arbejde — eller at de har fordele, der stammer fra deres familieforhold.
Alle disse forhold hæver nemlig på egen hånd også menneskers gennemsnitlige levealder.
Læs også:
Hvorfor er mænd klogere end kvinder?
Menneskets levealder stiger endnu mere
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on