KORT NYT FRA DANMARK
Når kroppen producerer nyt, friskt blod, der skal løbe gennem dine årer, sker det i knoglemarven, hvor de såkaldte blodstamceller er på arbejde.
Nu viser ny forskning, at et særligt protein, ERG, spiller en afgørende rolle for at blodstamcellerne leverer en sund blodproduktion. Er niveauet af ERG-protein for højt kan det nemlig resultere i udvikling af kræft, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
»Vi tror at antallet af stamceller stiger når ERG er overaktivt, på grund af ERGs anti-diffentierings effekt. Da mutationer i stamceller er de mutationer som er farlige og sygdomsfremkaldende, giver for høj ERG-aktivitet og øget antal af stamceller, en forhøjet risiko for at udvikle leukæmi,« siger professor Bo Porse fra Københavns Universitet, der står bag forskningen i pressemeddelelsen.
Forskerne har fundet ud af, at blodstamcellerne både har til opgave at producere nye stamceller og nye blodceller. Problemet opstår, når der pludselig er ubalance i ERG-niveauet og dermed også mellem de to processer.
Udvikling af kræft kan ikke standses, selvom man fjerner ERG-proteinet helt fra kroppen. Forskningen viser nemlig, at det blot vil resultere i, at kræften udvikler sig langsommere.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Genes and Development.
Læs også:
Opsigtsvækkende hypotese: Derfor får mennesker kræft
Melatonins effekt på kræft »næsten for god til at være sand«
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv