KORT NYT FRA UDLANDET
Kometen Lovejoy er lidt af en partystarter.
Et internationalt forskerteam har netop publiceret et nyt studie, hvor observationer fra kometens højaktive periode viser, at den frigav store mængder af alkohol og en bestemt type sukker. Det er første gang, det er observeret, at en komet lader et stof som alkohol flyde frit.
Alkoholen er den samme, som den der er i din øl, skriver Sciencedaily.com.
»Vi fandt ud af, at kometen Lovejoy, under højdepunktet i sin aktivitet, frigav ligeså meget alkohol per sekund, som der er i mindst 500 flasker vin,« siger hovedforfatter til det nye studie Nicolas Biver fra the Paris Observatory til Sciencedaily.com.
I alt har forskerteamet fundet frem til 21 forskellige gasmolekyler, som blev frigivet af kometen. Heriblandt var alkohol- og sukkermolekylerne.
De nye observationer bakker op om en teori, der siger, at kometer kan være en kilde til dannelsen af de komplekse organiske molekyler, som er nødvendige for skabelsen af liv.
Forskerne er særligt interesserede i vores galakses kometer, fordi de er næsten uberørte, og derfor kan bære på hemmeligheder om solsystemets opståen. Kometerne er nemlig frosne rester, der stammer helt tilbage til dannelsen af vores solsystem.
Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science Advances.
Læs også:
Rummet er ikke lydløst: Lyt til måner, kometer og raketter
Spændt dansk forsker vil finde livets oprindelse på komet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv